Den hidtil længste narhvaltand nogensinde er på auktion
Reglerne for import af narhvaltænder er i løbet af de seneste år blevet strammere og strammere og til sidst midlertidigt forbudt.
2,8 meter. Så lang er den narhvaltand, som for øjeblikket er på auktion på Lauritz.com, og som ifølge auktionshuset er den længste narhvaltand, som nogensinde er sat på auktion.
»Den narhvaltand, vi har på auktion i øjeblikket har en ganske usædvanlig længde, og standen er utrolig fin. Narhvaltænder kan blive op til tre meter lange, men det er yderst sjældent, at denne størrelse udbydes på auktion,« siger Inge-Lise Berg, som er vurderingsekspert ved Lauritz.com.
Sidste år blev der på det britisk-amerikanske auktionshus Sotheby’s solgt en narhvaltand på 214 cm til en pris, der svarer til 170.000 kr. Og ifølge Inge-Lise Berg gør de yderlige 60 cm en væsentlig forskel.
Den 2,8 meter lange tand, som er på auktion, stammer fra en narhval, som blev skudt ved byen Ittoqqortoomiit på Grønlands østkyst i 2004, og den er på grund af den ekstraordinære længde vurderet til 400.000 kr.
Grønland er ikke som Danmark medlem af EU, og både på grund af dette og på grund af narhvalens tilstand som truet dyreart, reguleres eksporten af narhval fra Grønland.
Med den lange narhvaltand, som nu er på auktion, hører derfor et såkaldt CITES-dokument, som er bevis for, at tanden er importeret til Danmark på lovlig vis.
I 2006 indførte man et midlertidigt stop for eksport på narhval fra Grønland af hensyn til bestanden af narhvaler. Eksportstoppet er stadig aktuelt, og senere i 2016 blev selve fangsten af narhvaler også indskrænket.
For at sørge for, at bestanden af narhvaler ikke bliver så lille, at det ikke længere er bæredygtigt, er det nu kun grønlandske fangere med tilladelse fra de grønlandske myndigheder, som må fange hvalerne.
Narhvaltænder er i Grønland traditionelt blevet brugt i udskæringen af de små tupilak-figurer, som skulle hjælpe med at bekæmpe fjender. Senere er både tupilakker og tænder blevet samlerobjekter.
»Narhvaltænder er samlerobjekter målrettet folk med passion for grønlandica eller sjældne fund,« siger Inge-Lise Berg.