Fortsæt til indhold
Indland

Fynsk teenager dømt: Udgav sig for at være politiet 115 gange

To unge mænd fra Fyn er idømt fængselsdomme i svindelsag.

Under det falske alias Preben Nielsen udgav en 19-årig mand fra Fyn sig 115 gange for at være politiet.

Manden brugte oplysningerne til at forsøge at franarre folk personlige oplysninger, og det lykkedes i nogle tilfælde.

Det rigtige politi fandt dog frem til manden, og torsdag faldt der dom i sagen mod ham og en 21-årig mand, der også havde taget del i svindlen.

Det skriver TV 2 Fyn.

Den 19-åriges fremgangsmetode var at henvende sig til folk på Facebooks beskedtjeneste Messenger, hvorefter han under navnet Preben Nielsen forsøgte at bilde dem ind, at han havde brug for oplysninger såsom cpr-numre og nem-id-koder.

Langt fra alle ofre hoppede på svindelforsøgene, men i nogle tilfælde lykkedes den 19-årige med sit foretagende og nåede derfor at svindle sig til 800.000 kr.

Manden nægtede sig skyldig, men med baggrund i forskellige elektroniske spor valgte retten at tro på anklageren i sagen og idømme manden to år og seks måneders fængsel. Derudover fik han at vide, at han ved ny kriminalitet vil blive udvist af Danmark.

Den 21-årige mand i sagen blev kendt skyldig i sammen med den 19-årige at have brugt de fremlokkede oplysninger til at optage lån i ofrenens navn eller flytte deres penge.

Begge mænd har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen.