Fortsæt til indhold
Indland

FOA-formand om TV 2-dokumentar: Jeg kan godt forstå, hvis forældre er bange

FOA's formand, Mona Striib, kalder TV 2-dokumentar for »groteske eksempler« på »faglig forråelse«.

Det er helt utilstedeligt.

Sådan lyder det fra FOA’s formand, Mona Striib, som har set TV 2-dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden”, som bliver vist tirsdag aften.

Dokumentaren viser med skjulte optagelser episoder fra to københavnske daginstitutioner, hvor børnene bliver talt til i en hård tone, ikke bliver trøstet og mangler voksenkontakt.

»Der er ikke noget, som hverken kan forklare eller forsvare nogle af de situationer, man ser i dokumentaren,« siger Mona Striib.

Institutionerne er en af 22, som har fået såkaldte røde anmærkninger fra Københavns Kommune, og FOA-formanden fortæller, at der allerede før, man blev bekendt med optagelserne, var sket tiltag på de pågældende steder. Faktisk involverede tiltagene den pædagog og journaliststuderende, som lavede optagelserne for TV 2, siger Mona Striib.

»Pædagogen, som er instrueret i at lave skjulte optagelser, bliver ansat til at hjælpe med til at skabe ro i den børnegruppe, hvor situationen er helt horribel. Men vi skyder ikke på budbringeren her, for det er vigtigt at belyse disse forhold, det må bare ikke ske.«

Mangler ressourcer

I Københavns Kommune er det LFS og FOA, som organiserer pædagoger og pædagogmedhjælpere.

Mona Striib mener, at det er manglen på ressourcer, som fører til en faglig forråelse, der giver en tavshedskultur, hvor ingen griber ind. Hun kalder det en farlig udvikling, som skal stoppes »omgående«. Et af de eksempler finder man i dokumentaren, hvor en pædagog fortæller den filmende, at hun er blevet hård af tre års arbejde i institutionen, og at børnene ikke skal få hende »ned med nakken«.

»Det er helt groteske eksempler, der filmes, og det er helt utilstedeligt.«

Man havde jo også fokus på det i 2017, hvor der blev givet røde anmærkninger i 22 tilfælde, men det virker ikke som om, at der sker nok, selv om der bliver lavet handleplaner?

»Hvis handleplaner ikke fører til ændringer, er det jo ikke nok. Og hvis man mangler ressourcer til, at det kan lade sig gøre at iværksætte handleplaner er det helt grotesk.«

Er der grund til at tro, at de 22 daginstitutioner er de eneste med problemer?

»Jeg håber ikke, at man nogen steder afdækker, at det er så slemt, men det her betyder, at vi er nødt til at kaste lys på daginstitutioner landet over. Hvordan ser normeringerne ud, hvordan er den pædagogiske kvalitet, og hvordan er kulturen i institutionerne. Vi bliver nødt til at være sikre på, at vores børn får den bedste og tryggeste start på livet.«

Kan du forstå, at forældre kan være bange for at aflevere deres børn i daginstitutioner efter det her?

»Ja, hvis man ikke kender til, hvad der er iværksat, kan jeg godt forstå, at man bliver utryg. Jeg kan godt anbefale mine børn at aflevere mine børnebørn i daginstitutioner uden at være bange, men jeg forstår reaktionen. Man bliver følelsesmæssigt påvirket, når man ser udsendelsen, og bliver nødt til lige at lave det ekstra sikkerhedstjek og spørge: Hvordan ser det ud hos os? Og det, tænker jeg, at man kommer til at sætte sig ned og snakke om i den kommende tid i institutionerne,« siger Mona Striib, som grundlæggende mener, at der er et godt samarbejde mellem forældre og pædagoger, ligesom hun håber, at personalet indberetter alle kritisable situationer.

Artiklens emner
FOA
TV 2