Fortsæt til indhold
Indland

EU-veteran: »En epoke er forbi«

For første gang er Folkebevægelsen mod EU røget helt ud af EU-Parlamentet. Enhedslistens Nikolaj Villumsen snuppede pladsen.

Det bliver et dødsstød til Folkebevægelsen mod EU, at den tværpolitiske modstandsbevægelse for første gang nogen sinde ikke er blevet valgt ind i Europa-Parlamentet.

Sådan lyder vurderingen fra EU-veteranen Jens-Peter Bonde, der selv var med til at stifte bevægelsen for 47 år siden i forbindelse med den danske indtræden i det europæiske samarbejde.

Folkebevægelsen mod EU har haft sæde i parlamentet siden de første direkte valg i 1979 og har spillet en central rolle ved danske folkeafstemninger om EU. Men ved søndagens valg havnede mange af venstrefløjens EU-kritiske stemmer i stedet hos Enhedslisten, som stillede op til EU-valget for første gang.

»En epoke er forbi. Når Folkebevægelsen ikke længere er i Europa-Parlamentet, kan man ikke opretholde et sekretariat, have ansatte og få organisationen til at fungere. Til gengæld er modstanden så rykket ind i Enhedslisten,« vurderer Jens-Peter Bonde, der var medlem af EU-Parlamentet fra 1979-2008 – først for Folkebevægelsen mod EU og fra 1992 for Junibevægelsen.

Det er ikke en EU-modstand, som er død, det er ikke en EU-modstand, som er slut.
Rina Ronja Kari, spidskandidat, Folkebevægelsen mod EU

Spidskandidat Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU stod under valgkampen alene med kravet om, at Danmark skal følge briterne ud af EU, og hun var søndag tydeligt berørt over nederlaget til bevægelsen, som tidligere har haft helt op til fire EU-mandater.

Hun pegede selv på det kaotiske brexit-forløb som en af årsagerne til nederlaget, fordi det har skræmt mange danskere. Samtidig sagde hun, at det havde været svært at trænge igennem med budskaberne på grund af folketingsvalgkampen. Men EU-modstanden er ikke død, sagde hun.

»Det er ikke en EU-modstand, som er død. Det er ikke en EU-modstand, som er slut. Det er en EU-modstand, der må omorganisere sig og finde nye måder at rejse debatten. For kære venner, jeg ved med sikkerhed, at når vi ikke længere sidder i EU-Parlamentet, vil vi se EU og EU-tilhængerne sætte fuld fart på at sende mere magt til EU,« sagde Rina Ronja Kari til Folkebevægelsens valgfest.

Ved alle tidligere valg har Enhedslisten ladet sig repræsentere af Folkebevægelsen mod EU, og Nikolaj Villumsen (EL), som nu skal til Bruxelles, kalder det »drønhamrende ærgerligt«, at der ikke var plads til begge.

»Men jeg tror stadig, at Folkebevægelsen mod EU har en vigtig rolle at spille i en tid, hvor rigtig mange partier på Christiansborg ønsker mere EU og at afskaffe forbeholdene,« siger Nikolaj Villumsen.

Med Folkebevægelsens exit er der ingen danske EU-parlamentarikere, der støtter en dansk udtræden af EU.

Rina Ronja Kari gik til valg på en hurtig folkeafstemning om det danske medlemskab.

Folkebevægelsen har ifølge egne oplysninger over 3.500 medlemmer og lokalkomitéer fordelt over hele landet.