84-årige Leif Kaltoft kan sidde i fire-fem dage uden at tale med et eneste menneske

I sin lille sorte lommebog har han de seneste år tegnet flere og flere små kors. Alene det seneste år er det blevet til fire nye ud for forskellige navne og datoer. Lommebogen hjælper 84-årige Leif Kaltoft med at holde styr på mærkedagene. Men efterhånden er der flere dødsdage end lykønskninger at holde styr på:

»Det er fandeme noget møg og et meget stort savn. Jeg bliver helt ulykkelig, når jeg tænker på det. Jeg har kendt så mange mennesker hele mit liv, og pludselig er de væk alle sammen,« siger han.

Tanken om de mange minder og ansigter bag de små sorte kors sætter sig som et spejl af vand i hans øjne. Men den hærdede tidligere forretningsmand får alligevel kontrolleret savnet, så det aldrig bliver til en reel tåre.

I den toværelseslejlighed på fjerde sal på Frederiksberg dugger ruderne af decemberkulden. Som mørket falder på, bliver flere og flere lys fra omverdenen tværet ud i gullige nuancer og danner en mørk hule. Det er inden for de få kvadratmeter, at Leif Kaltoft hver dag starter og slutter dagen alene:

»Jeg har sgu ikke noget imod at fortælle folk, at jeg er ensom. Det skal man ikke være flov over. Jeg snakker bare ikke med nogen, der gider høre på det,« siger han fra den sorte lænestol i stuen.

11 timers fjernsyn i døgnet

»Der kommer ikke mange og besøger mig. Jeg kan godt sidde her i fire-fem dage uden at tale med et eneste menneske. Det er forfærdeligt, for det har jeg aldrig nogensinde oplevet før,« siger den tidligere ingeniør.

Omkring ham afslører rækker af falmede rejsebøger, en beige safarihat og en afrikansk maske på væggen, at hans verden engang var langt større end den lille lejlighed på fjerde sal.

Men nu ligner de fleste dage på Wilkensvej hinanden. For det meste står han op omkring kl. 9, tænder for Radio24syv og bliver liggende i sengen, til han ikke gider mere. Men det gør sjældent noget, hvis klokken passerer 10. Så tænder han for fjernsynet, der de fleste dage kører uafbrudt til kl. 23 om aftenen. Han bliver kun afbrudt, når han skal ud i køkkenet og lave aftensmad til sig selv, eller når fjernsynet kortvarigt kræver hans opmærksomhed for at undgå automatisk standby.

»Nogle vil måske mene, at man skal bruge hver en time, der er tilbage i livet, men sådan har jeg det ikke længere. Nu handler det om at få tiden til at gå,« siger han.

På papirkalenderen i hjørnet af stuen er 11 af årets måneder streget diagonalt ud, så sirligt som var det gjort med en lineal. Kun december mangler en streg, før det nye år begynder. Men modsat mange andre danskere ser Leif Kaltoft ikke ubetinget frem til, at lyset vender tilbage, og hovedstadens parker og caféer igen bliver fyldt med mennesker:

»For mig er sommeren og foråret er det værste. Dagene er længere, og der er en masse mennesker på gaden. Om vinteren forsvinder dagene hurtigere, og man kan blive indenfor i varmen,« siger han. Der er også færre genudsendelser i fjernsynet i den mørke tid.

En vissen slutning

Det er først i løbet af de senere år, at dagene på Wilkensvej for alvor er blevet lange, og kontakten med omverdenen er ebbet ud. Før i tiden var den pensionerede direktør vant til at tage på opgaver og kursusforløb i Schweiz, Hamborg og Wien. Dengang havde han 50 ansatte under sig og stod i spidsen for et stort tysk firma.

Men han var meget mere end en succesfuld forretningsmand. Det afslører ét bestemt kors i den lille lommebog.

”Peter – 1995” står der.

Leif Kaltoft var Peters far.

Selv om sønnen aldrig rigtigt kom i gang med noget og med tiden »blev lidt for glad for en øl og en dram«, sørgede Leif Kaltoft altid for, at sønnen havde et sted at bo. Så ofte han kunne, kørte han forbi Peters lejlighed og tjekkede, om der var lys, inden han fortsatte videre.

»Pludselig en dag faldt han om, mens han snakkede i telefon med sin mor, min ekskone. 39 år.«

Så bliver der kortvarigt stille i stuen, inden han selv afbryder stilheden og slår det hen med en brunkage og en slurk af sin juleøl.

»Det er jo jul.«

Nu er rollerne som far, ægtemand og direktør forsvundet, og selv om nye titler som farfar og oldefar siden er kommet til, står mange af papirkalenderens datoer stadig tomme. Det voksne barnebarn og de to oldebørn har travlt, så der kan gå måneder mellem, at han ser dem. Men det forstår han godt, for der er nok at se til som børnefamilie, forklarer han og glæder sig over, at han skal holde jul hos dem.

Alligevel synes han, at han oplever for lidt. En gang om ugen besøger han sin kræftramte søster og sin nevø i Hvidovre. Og en gang imellem mødes han med opgangens vicevært til en øl, hvis han lige spotter ham nede i gården fra sit vindue på 4. sal.

»Jeg føler ikke, mit liv er så værdifuldt, som det var engang. Men samtidig går jeg heller ikke rundt og hulker over, at jeg er alene. Jeg har været meget godt tilfreds med mit liv, men her til sidst er det fandeme blevet lidt vissent,« siger den 84-årige Leif Kaltoft.

Det er ikke, fordi han ikke har forsøgt at komme ud af lejligheden. Hver 14. dag mødes han med andre ensomme mænd i en madklub hos samvirkende meninghedsplejer i Valby, og han har også deltaget i en gruppe med andre ældre, hvor de mødtes og fortalte deres livshistorier.

Men intet af det har for alvor flyttet noget for ham, og han kan ikke lade være med at tænke på, om det nu også er anstrengelsen værd at forsøge sig med de nye bekendtskaber i hans alder.

Prisen for et langt liv i udlandet

I det hele taget føler Leif Kaltoft ikke, han har så meget til gode i livet, når han sammenligner nutiden med fortiden. Med egne ord er han i »fuldt hus«. Den følelse kan i høj grad tilskrives lejlighedens afrikanske interiør og de stopfyldte fotoalbum med afrikanske kvinder, solbrune mænd og jeeps på hvide sandstrande.

Da Peter døde, drev følelsen af at have mistet sin familie ham til det vestafrikanske land Gambia. I samlet 20 år boede han i landet og opbyggede et helt nyt liv med vesterlandske og afrikanske venner og kæresten ”Princess”.

Når han fortæller om det, er der et før og et efter Afrika, som har han levet to forskellige liv.

Han lægger heller ikke skjul på, at det var en privilegiet tilværelse med egen 60 kvadratmeter tagterrasse og »evig sol og fest«, som skaber en dyb kløft til den trivielle hverdag på Wilkensvej.

»Jeg har altid levet et liv med fuld drøn på, så jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville blive ensom på mine gamle dage,« siger Leif Kaltoft, der i dag må tilfredsstille sin udelængsel ved at følge rejseprogrammer på DR2 fra lænestolen i stuen.

I dag er der kun en af vennerne fra fotoalbummet tilbage. Amadu. Han bor stadig i Afrika, og de holder kontakten mellem kontinenterne over Whats App (chatforum, red.). Så længe det varer, for på det seneste er Amadu også blevet svagere:

»Det er virkelig sørgeligt. Hvis man er en af dem, der dør i ”første kompagni”, lider man ikke så meget under savnet, som når man hænger ud længere. Der oplever man alt det forfærdelige, der er forbundet med at miste dem,« siger han og retter lidt på den guldring, som med en stor lilla sten fylder på hans ringfinger. Et arvestykke fra en af de mange, som er forsvundet ud af hans liv.

»Man kan jo ikke selv styre, hvornår ens venner dør. Det er prisen for at leve længere og have et liv som mig. Så skal man lade være at blive så gammel som mig,« smiler han uden helt at kunne skjule det massive savn og den følelse, der vender tilbage igen og igen:

»Jeg savner sgu mine venner.«

De må klare lugten

Egentlig havde den garvede verdensmand ingen planer om nogensinde at skulle forlade Afrika. Lige indtil en blodprop for syv år siden tvang ham hjem til Danmark. Og selv om den stædige 84-årige pensionist flere gange har forsøgt at rejse tilbage, har han indset, at helbredet i dag er for dårligt til, at han kan tilbringe sine sidste år på afrikansk jord.

Når de i stedet skal foregå på dansk jord, skal det være på 4. sal i Wilkensvej, som de seneste 24 år har været hans danske base. Intet andet sted:

»Jeg vil blive i den her lejlighed, til jeg dør. Om så jeg ikke kan gå op ad trapperne til sidst, så må de sgu bære mig herop. Så må jeg komme ned en gang om året, når jeg skal til lægen. Jeg har besluttet mig for at dø her. Jeg flytter ingen steder,« siger han resolut.

Leif Kaltoft har også takket nej til kommunens tilbud om at få hjælp til praktiske opgaver. Det klarer han selv. Og han skal under ingen omstændigheder på plejehjem.

»Jeg har været henne at kigge på et plejehjem, men jeg skal fandeme ikke betale 8.000 kroner for at føle, jeg bor på en institution,« siger han og glæder sig over, at huslejen i lejligheden er markant billigere.

Når han i stedet skal tilbringe så mange timer alene, ville han dog ønske, at nogen ringede og hørte til ham lidt oftere:

»Ellers kan jeg jo ligge her og rådne op. Der kan jo gå 14 dage, og så kan man altså ikke holde stanken ud. Der er mange, der siger, de nok skal ringe til mig og høre, om der stadig er liv i mig. Men pyt, det er jo ikke mig, der skal finde mig i lugten,« griner han distanceret.

Generelt forsøger Leif Kaltoft at holde døden ud i strakt arm, for han bliver bare i dårligt humør, hvis han tænker for meget over det. Alligevel har den sat sine små spor i lejligheden.

”Det er senere, end du tror”, står der skrevet med grøn sprittusch på spejlet i entréen.

De falmede bogstaver afslører, at de har stået der længe. Så længe, at han egentlig har glemt, hvorfor han i sin tid skrev dem. »Det betyder, livet er længere fremskredet, end du tror,« kommer han frem til.

Men døden har også fået sin egen poetiske plads mellem de små kors i lommebogen. ”Døden er livets størst bevarede hemmelighed”, har han noteret side om side med alle de budskaber, han gennem tiden har samlet sammen:

»Måske er der noget at være rædselslagen for, når det kommer til døden, eller også kommer man til at opleve noget, der er skønnere end det, man har haft,« siger Leif Kaltoft.

En sidste jordomrejse

De sidste 84 år har været skønne og fulde af eventyr, når han tænker tilbage. Måske er det netop også derfor, at hans verden i dag kan føles så lille, når noget af det længste, han ofte kommer, er med bussen til og fra Hvidovre for at besøge sin kræftramte søster og nevøen.

Og når han sidder der i bussen og forsøger at tale med nogen, har de fleste nok i sig selv og deres mobiltelefoner, oplever han:

»Verden er blevet mere ensom. Folk er blevet lidt mere ensomme og reserverede, og danskerne er dårlige til at tale og interessere sig for hinanden. De bliver helt forskrækkede, hvis man spørger om noget. Man falder ikke lige i snak med nogen der i bussen. Det forstærker min ensomhed, når de kun svarer mig med et eller to ord.«

Han ville ønske, det ikke var sådan, og at nogle af de samtaler, han starter, måske kunne føre til noget mere vedvarende. At han kunne komme noget mere omkring og opleve noget mere.

For nylig fik han en brochure med en jordomrejse på 200 dage til 100.000 kr.

»Det kunne godt være, jeg skulle tage sådan en tur en dag, så jeg kan møde nye mennesker og se nye steder,« siger han.

»Jeg har også altid tænkt på at tage en tur til Berlin. Men jeg gider ikke tumle rundt dernede alene. Måske jeg alligevel skulle nøjes med købe en bil. Det har jeg tænkt på længe.«