Kampen i »enecellen«: Den 82-årige Bibi Outzen har forgæves forsøgt at få nye venner i to år

Koncertsalen bliver tømt for begejstrede stemmer på få minutter. Jagten på en kold drink i pausen er sat ind. Engang havde hun fulgt strømmen. Bestilt en gin og tonic i baren og sludret i foyeren, indtil klokkerne havde kaldt dem tilbage i salen.

Nu bliver hun siddende alene tilbage blandt salens tomme stolerækker med sit velfriserede hår og nylakerede negle.

»Jeg føler mig så frygteligt alene. Der er en masse mennesker, som snakker og hygger sig med hinanden, men for mig er de alle sammen fremmede. Jeg er holdt helt op med at gå derud, for så står jeg der og flagrer alene igen igen som ”Palle alene i verden”. Når jeg bliver inde i salen, behøver jeg ikke have den følelse,« siger den 82-årige Bibi Outzen.

Selv om hun ikke længere har nogen at tage under armen, bliver hun gang på gang ved med at klæde sig pænt på for at begive sig alene op mod menneskemylderet i det lokale musikhus i Randers.

»Det kan godt være, at jeg er lidt ked af det indvendigt, men det behøver hele verden jo ikke at se. Jeg prøver at få så meget fyldstof ind i mit liv, som jeg kan.«

To-tre venner vil være nok

Der er mange forklaringer på, hvorfor den velklædte tidligere forretningskvinde er endt med at sidde alene tilbage og lytte til musik fra stolerækken. Hendes første mand døde af en blodprop og efterlod hende med tre små børn. Og flere år senere sluttede hendes andet ægteskab brat i en drukneulykke under en badetur ved den tyske ø Sild, hvor hun mistede sin anden mand.

Og for to år siden kom det, hun kalder »den lange sommer«, hvor årelange, tætte venskaber fra tidligt forår til sent efterår forsvandt omkring hende. Forrige år døde hendes sidste tætte veninde fra ungdomsårene i Aalborg.

Det er alle de historier, der nu gør, at hun savner dengang, da telefonen ringede, hvor veninderne inviterede spontant på kaffe, eller hvor der pludselig stod ubudne gæster i døren.

Før i tiden var hun ikke bleg for at slå et strygebræt op med en pæn dug i stuen, når der manglede bordplads til de mange middagsselskaber, som hun har været vært for gennem årene. Men i takt med at venindernes begravelser optog mere plads i kalenderen, blev der færre gæster om middagsbordet, og samtalerne på gaden blev erstattet med nik til mere perifere bekendtskaber.

»Jeg synes jo nok, at livet er blevet lidt trist. Men jeg vil ikke have det til at være trist. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme ud af den her enecelle, men jeg kan ikke slå folk i hovedet og sige, at de skal ringe til mig eller komme på besøg,« fortæller Bibi Outzen.

Derfor kæmper hun indædt for at etablere nye venskaber, som kan være med til at udfylde noget af tomrummet efter dem, der var engang, og holde ensomheden lidt på afstand. Hun har deltaget i et utal af Ældre Sagens arrangementer, en læseklub og inviteret nogle af kvinderne i lokalområdet på kaffe, men hver gang er hun blevet mødt med afslag.

»Jeg forventer ikke at få hjerteveninder eller en hel håndfuld veninder. To-tre stykker ville være nok. Men det kan jeg simpelthen ikke få op at stå, efter at min omgangskreds er forsvundet. Jeg kan ikke forstå, at det er så svært. Jeg sidder jo ikke bare og venter på, at der er nogen, som banker på min dør eller ringer mig op. For det sker ikke. Det ved jeg godt,« siger hun.

Når det gør, kan hun næsten altid regne ud, hvem det er. Bibi Outzen taler dagligt i telefon med sin yngste datter og mødes jævnligt med hende og svigersønnen, men det kan ikke erstatte det behov for sociale relationer, som hun bærer rundt på. Egentlig har hun altid sagt, at man ikke skal flytte efter sine børn, men da omgangskredsen smuldrede omkring hende, flyttede hun alligevel fra Aalborg til Randers for at være tættere på den yngste af sine tre børn.

Det er også sammen med dem, at hun i år skal fejre julen, selv om hun flere gange tidligere har dækket pænt op til én person både jule- og nytårsaften. Særligt i årene efter mandens drukneulykke havde hun behov for at være alene.

Håber på besøg på gravsted

I dag nyder hun deres selskab – både i hverdagen, men også ved højtiderne – men det giver hende også en vis ro at vide, at hvis hun skal begraves i Randers, så er det på den kirkegård, hvor datteren lufter sin hund hver eneste morgen. Så er hun sikker på, at nogen vil kigge forbi og holde gravstedet pænt.

Den 82-årige Bibi Outzen har set døden i øjnene i en tidlig alder og i bølgerne på den tragiske badetur. Hele livet har hun været bange for selv at dø, og testamentet har ligget fuldstændig uberørt indtil for ganske nylig.

»Det har været barsk at se, hvordan den ene veninde døde og så den næste. Og den næste. Jeg kan ikke længere undgå at tænke over, hvor længe jeg selv skal være her,« siger hun.

Det fik hende fornylig til at kontakte en lokal præst, i håbet om at det kunne give hende noget afklaring og ro omkring døden. Og det fik hun. Men det er langtfra ensbetydende med, at hun er afklaret med at skulle herfra foreløbig eller vil affinde sig i, at hendes sidste år skal fortsætte lige så ensomme som i dag.

Giver ikke op

Bibi Outzen lægger ikke skjul på, at det er en svær og langvarig mission at skabe et nyt netværk i en ny by efter et langt liv som hendes.

»Med den alder, jeg har, er det begrænset, hvor tæt man kommer på nye mennesker. Ting tager tid, og det er der ikke meget af i min alder,« siger hun.

Men hun er endnu ikke klar til at sætte en slutdato på, hvornår hun er klar til at indstille jagten:

»Jeg har ikke lyst til at komme herfra endnu, så jeg kæmper med næb og klør for, at det lykkes. Det håber jeg, jeg bliver ved med til mit sidste åndedrag.«

Alternativet med at blive siddende hjemme i stuen er langt mere uudholdeligt for hende. Så hun bliver ved med at gå ud at spise alene og drikke vin på fortovscaféerne i håb om, at der en dag kommer én, der har lyst til at sidde ved siden af hende. Hun bliver ved med at bestille billetter hjem til en enkelt siddeplads til sæsonens jazz- og operakoncerter, så ofte økonomien tillader det.

Men ensomheden har alligevel bremset noget inde i hende. Hun er så godt som stoppet med at hilse på de koncertgæster, hun sidder ved siden af, for de plejer at ignorere hende. Og når hun går alene hjem derfra, kan hun mærke, at det, der tidligt på aftenen startede som forventningens glæde, er blevet erstattet af en tristhed over, at hun ikke kan dele oplevelsen med nogen. At der ikke engang er nogen, hun kan ringe til og fortælle om musikken.

Så laver hun en gin og tonic og sætter sig ind i stuen:

»Det skal jeg i hvert fald have lov til. Det kan godt være, at jeg er lige så ensom herhjemme, men det føles ikke på samme måde, som når jeg står i en stor foyer med masser af mennesker,« siger hun.