Fortsæt til indhold
Indland

Ekstra millioner skal forbedre udskældt Sundhedsplatform

En ny politisk aftale afsætter op mod 10 mio. kr. til at gøre Sundhedsplatformen mere brugervenlig for Region Sjællands medarbejdere på sygehusene.

Seks af partierne i Region Sjællands Regionsråd har skrevet under på en politisk aftale, der sikrer mellem 5 og 10 mio. kr. til forbedring af Sundhedsplatformen.

Pengene i den nye aftale hentes inden for regionens anlægsramme for 2018 og kommer dermed ikke til at belaste sygehusenes budgetter.

Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Aftalen er en ændring af regionens budgetaftale for 2018, som et bredt flertalt står bag. I den oprindelige budgetaftale havde aftaleparterne besluttet, at der skulle findes 3,5 mio. kr. på sygehusenes egne budgetter, som skulle anvendes til at »påskønne alle medarbejderes store indsats og deres omstillings- og forandringsparathed« i forbindelse med implementeringen af Sundhedsplatformen.

Det tiltag betød, at de ca. 18.000 medarbejdere på Region Sjællands sygehuse kunne vælge hver især at modtage 200 kr. som en anerkendelse af deres indsats, ellers kunne den enkelte afdeling beslutte, om pengene i stedet skulle gå til eksempelvis sociale arrangementer eller efteruddannelse.

Man er nu nået frem til en »bedre løsning«, udtaler Tina Boel, der er udvalgsformand for styregruppen for Sundhedsplatformen i Region Sjælland, i pressemeddelelsen. En løsning, der bl.a. indebærer, at sundhedspersonalet skal modtage mere undervisning i, hvordan Sundhedsplatformen skal anvendes.

»Sundhedsplatformen skal være en hjælp i hverdagen, der giver lægerne mere tid til patienterne. I en tid hvor økonomien er under pres, ønsker vi heller ikke at belaste sygehusenes budgetter yderligere. Derfor har vi valgt at ændre budgetaftalen for 2018, siger Tina Boel og fortsætter:

»Så vi skruer op for hjælpen til personalets daglige arbejde med Sundhedsplatformen og går bort fra den gamle aftale om at prioritere 3,5 mio. kr. fra sygehusenes egne budgetter. Jeg synes, vi er landet på en god aftale, der vil give forbedringer for vores medarbejdere, for sygehusene og for borgerne.«

Konkret skal alle afdelinger i regionens sygehuse have hjælp til at »finindstille« Sundhedsplatformen, ligesom der skal sættes hurtigere ind med hjælp og ved fejlmeldinger.

Region Hovedstaden og Region Sjælland meldte for knap to uger siden ud, at man måtte udskyde en ny opdatering af Sundhedsplatformen, der bl.a. ville sikre forbedringer af it-systemet. Den nye opdatering forventes således først klar i februar 2019.

Der er afsat 5 mio. kr. til tilpasninger af det elektroniske journalsystem i budgetaftalen for 2019, som blev indgået i august.