Kvindelig bilist blev ramt af Arriva-tog - kunne selv stige ud af bilen
Påkørslen har ført til aflysninger af tog ved Thisted.
Af endnu ukendte årsager kørte en kvindelig bilist fredag ud foran et tog ved en overskæring på Kappelstensvej midt i Thisted.
Bilen med kvinden blev skubbet henad sporet af Arriva-toget, men var efterfølgende selv i stand til at forlade køretøjet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Hun blev dernæst kørt på sygehuset for at blive tjekket.
Arriva har på sin hjemmeside oplyst, at toget mellem Thisted og Snedsted er aflyst. I stedet er der blevet indsat busser, og det vides endnu ikke, hvornår togdriften kan genoptages.
Overskæringen forsynet med blink og klokker - men ikke bomme.
Der er tidligere sket påkørsler i overskæringen. En aften i 2014 mistede en 69-årig kvinde og en 68-årig mand fra Mors livet, da deres bil blev ramt af et tog på stedet. Det lykkedes togføreren at bremse efter ca. 100 meters kørsel, og bilen endte 15 meter fra kollisionsstedet.
I en efterfølgende rapport kunne Havarikommissionen ikke fastslå, at der skulle have været fejl ved overkørslens signalblink. Også i 2005 og i 2013 blev bilister ramt af tog i stedet. Der skete dog ikke personskade i nogen af tilfældene.
Banedanmark, der har ansvar for overkørslen, oplyste i 2015 til Havarikommisionen, at der ikke var konkrete planer om at forbedre sikkerheden eller nedlægge overkørslerne, før signalprogrammet efter planen skal indføres på strækningen i 2020.
Her skal overkørslen sammen med to andre lærliggende overkørsler forsynes med såkaldte langbomme.