Fortsæt til indhold
Politik

Efter dødsulykke ved jernbaneoverkørsel: Nu kræver flere politikere svar fra Banedanmark

Godt 400 usikre jernbaneoverkørsler skulle være sikret ved årets udgang, men projektet er blevet forsinket, og nu vil flere partier have svar fra transportministeren og Banedanmark.

Det kan kun gå for langsomt med at få sikret Danmarks mere end 100 usikre jernbaneoverskæringer.

Den tragiske dødsulykke, som tirsdag kostede to personer livet, da et tog bragede ind i deres minibus ved en jernbaneoverkørsel nord for Varde, får nu flere politikere til at reagere skarpt over for Banedanmark.

I 2009 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at godt 400 usikre jernbaneoverkørsler skulle sikres. Det vil sige, at de enten skulle sløjfes helt eller udstyres med automatiske bomme eller andre sikkerhedsforanstaltninger, så risikoen for kollisioner blev minimeret.

Projektet skulle efter planen være færdigt ved udgangen af 2018, men er blevet forsinket, har Banedanmark oplyst.

Ved indgangen til 2018 manglede der stadig 139 af de oprindeligt 405 usikre jernbaneoverkørsler. Herunder jernbaneoverskæringen ved Varde, hvor de to personer tirsdag blev dræbt på stedet.

Forsinkelsen får nu flere partier til at kræve en redegørelse fra transportminister Ole Birk Olesen (LA). Samtidig må Banedanmark sætte turbo på at færdiggøre projektet, så de farlige overkørsler bliver sikre, lyder kravet.

»Vi ser desværre gang på gang, at Banedanmark ikke engang kan leve op til deres egne tidsplaner. De bliver som regel forsinkede og indimellem også fordyret. Det er vi nødt til at få styr på,« siger Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen.

Han har bedt Ole Birk Olesen om en redegørelse for, hvor langt projektet er nået, hvad der mangler, hvad forsinkelserne skyldes og hvornår man forventer at være helt færdig.

Banedanmark har oplyst, at den ulykkesramte overkørsel ved Sig nord for Varde nu ventes at blive nedlagt i 2019. Overskæringen er ubevogtet og har manuelle bomme, som bilister selv skal løfte.

Dermed betegnes den som »usikret« og er altså én af de jernbaneoverskæringer, som ifølge den politiske aftale fra 2009 enten skal nedlægges eller sikres.

Også Venstre kræver svar fra Ole Birk Olesen.

»I Venstre ser vi med meget stor alvor på den her sag,« siger partiets transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Han bad allerede tirsdag om en status på sikringsprojektet, og kræver nu, at Banedanmark løbende orienterer politikerne om fremdriften.

»Det er vi nødt til at have fremover. Det her projekt har levet sit eget stille liv - lidt for stille,« siger han og åbner samtidig for, at der skal afsættes flere penge, hvis Banedanmark har brug for det.

»Hvis der er et behov, så må Banedanmark vende tilbage med det. Vi skal have løse den her opgave,« siger Kristian Pihl Lorentzen.

Ulykken skete, da en minibus med to personer ombord, blev ramt af et tog. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Ingen af ordførerne var klar over, at projektet var forsinket, siger de.

»Jeg mindes ikke, at vi har fået nogen oplysninger om det,« siger Kim Christiansen.

Heller ikke De Radikales transportordfører Andreas Steenberg kendte til forsinkelsen, men sagen kalder på en hurtig løsning, mener han.

»Det skal bare ordnes.«

»Det er en dybt tragisk ulykke, men det der netop også derfor, vi har besluttet, at overkørslerne skal sikres,« siger Andreas Steenberg, som kender til flere ulykker fra sin valgkreds i det vestjyske.

Jyllands-Posten har spurgt Ole Birk Olesen, om forsinkelsen er acceptabel, og om der er behov for at gøre noget politisk for at sætte fart på at sikre de resterende overkørsler.

I en skriftlig kommentar svarer ministeren ikke på spørgsmålene, men skriver, at ulykken ved Varde berører ham dybt.

»Jeg synes, at man oven på ulykken må konstatere, det var en klog beslutning, som en bred vifte af partier i 2009 traf om at sikre eller nedlægge alle jernbaneoverskæringer på Banedanmarks net. Dele af forligskredsen har i sidste uge bedt om at genbesøge beslutningen fra 2009, så det har jeg sat på dagsordenen for vores kommende møde den 21. juni 2018, men jeg mener fortsat, at jernbaneoverskæringerne skal nedlægges eller sikres,« skriver Ole Birk Olesen.

Også Banedanmark har svaret med en skriftlig kommentar. Her forklarer styrelsen, at forsinkelsen hænger sammen med udrulningen af det nye signalsystem, som også er blevet forsinket.

»Replanlægningen af Signalprogrammet har nødvendiggjort en tilpasning af overkørselsprojektets tidsplan. Det betyder, at Banedanmark ikke ville kunne afslutte arbejdet med nedlæggelser og opgraderinger af overkørsler med udgangen af 2018 som forudsat da en række overkørsler afventer ny teknologi fra det nye signalsystem.«

»Banedanmark har på nuværende tidspunkt ikke yderligere at tilføje.«

Fagforbundet Dansk Jernbaneforbund, som blandt andet organiserer togførere og banepersonale, har i årevis forsøgt at gøre opmærksom på de usikre jernbaneoverkørsler. Ifølge næstformand Preben Steenholdt Pedersen burde overskæringen ved Varde have været lukket for længst.

»Det er en fiasko, at det ikke er lavet endnu – at vi stadig skal have et kæmpe problem med arbejdsmiljøet. Det synes jeg er forfærdeligt. Jeg synes, det er tæt på at være en skandale, når pengene er sat af, og arbejdet ikke er udført endnu,« siger han til TV 2.

Venstres Kristian Pihl Lorentzen kritiserer desuden Banedanmark for ikke at have været lige respektfuld over for alle de lokale beboere, som bliver berørt om omlægningerne - eksempelvis dér hvor jernbaneoverførsler bliver lukket, og hvor lokale må finde andre ruter.

»I Venstre mener vi, at Banedanmark i højere grad skal tage afsæt i de lokale forhold, når løsningerne skal findes. Der har været for mange konflikter, og det har været med til at trække tingene i langdrag,« siger han.

Men vil det ikke bare tage endnu længere tid, hvis Banedanmark skal i dialog med alle?

»Nej, tværtimod. Tingene går i hårknude og trækker i langdrag, hvis man ikke tager dialogen fra start af,« siger han.

Havarikommossionen skal nu undersøge, hvad der lå til grund for ulykken ved Varde. De dræbte var ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi en 80-årig kvinde og en 55-årig mand.