Udsigt til sand hvepseplage: Allergikere skal passe særligt på i sensommeren
Naturvejleder giver sine råd til, hvordan du kan undgå at få nærkontakt med de stribede insekter.
Hen mod slutningen af august og starten af september skal man være særligt opmærksom på de hvepse, der kredser rundt omkring hovedet på en.
På det tidspunkt bliver de udskældte insekter nemlig mere aggressive og nærgående og kan finde på at stikke umotiveret og helt uden varsel.
For at det ikke er slemt nok, så har sommerens høje temperaturer givet gode betingelser for, at hvepsebo kan vokse sig ekstra store.
Således risikerer vi at møde 15 gange så mange hvepse sammenlignet med en normal dansk sommer. Det vurderer naturvejleder Stephan Springborg fra Naturstyrelsen Østsjælland.
Naturvejlederen giver her sine bedste råd til, hvordan man undgår at komme i karambolage med hvepse:
- Undlad at bruge parfume
- Hav ikke stearinlys ved bordet udendørs. De udleder kulilte, hvilket gør hvepsene mere aggressive
- Anbring gerne en skål med sukker eller andet sødt langt væk fra, hvor du sidder som afledning
- Brug en hvepsefælde
- Lad være med at spise dessert og andre søde sager udendørs i hvepsenes aggressive periode
Skulle du være så uheldig at komme i nærkontakt med en nærgående hveps, gør du bedst i at forholde dig roligt, lukke munden og undgå at vifte med armene, selvom det er sådan, mange instinktivt reagerer.
Hos Astma-Allergi Danmark anbefaler man hvepseallergikere til at tage deres forholdsregler - især når man færdes udendørs i sensommeren.
For mens eksempelvis et bistik resulterer i, at huden hæver og klør for så at gå over i løbet af et par timer, har et sådan stik en helt anden effekt hos allergikere.
For de omkring 50.000 danskere, der er allergiske over for gift fra bier eller hvepse, kræver det nemlig behandling, hvis man bliver stukket. I nogle tilfælde akut behandling.
Det skyldes, at giften hos allergikerne kan give en livstruende allergisk reaktion, også kaldet anafylaktisk shock.
Hvis en allergiker bliver stukket, kommer reaktionen inden for få minutter og op til fire timer efter. Milde reaktioner på et sådan stik er hævelser, mild feber, kvalme, rødme, nældefeber, kløe, træthed og/eller smerte.
Ved mistanke om, at person får et anafylaktisk shock, skal der gives adrenalin, ligesom man bør ringe 112.