Fortsæt til indhold
Indland

Forvaltningsråd: Ulven skal på finansloven

Vildtforvaltningsrådet foreslår miljø- og fødevareminister Jakob Elleman-Jensen at sætte ulven på finansloven.

Vildtforvaltningsrådet blev tirsdag i store træk enig om at lave en foreløbig anbefaling af en ny forvaltningsplan vedrørende ulven.

På et ekstraordinært møde anbefalede rådet, at en ny forvaltningsplan, der senere skal forelægges miljø- og fødevareminister Jakob Elleman-Jensen (V), bl.a. skal sætte flere penge af til forvaltning af ulvene i Danmark og de konsekvenser, rovdyrets tilstedeværelse medfører.

Forslaget til den nye forvaltningslov er ikke komplet udarbejdet endnu og skal til høring hos en række organisationer, men i store træk var der enighed om følgende:

Der lægges op til mere overvågning af ulven ved hjælp af gps-tracking, der skal give et fuldstændigt billede af ulvenes opførsel.

Rådet anbefaler også, at der skal gives højere kompensation til landmænd, der har mistet husdyr ved ulveangreb. Landmændene skal i øvrigt have et større tilskud til opsætning af ulvehegn, hvis det står til Vildtforvaltningsrådet.

En tredje punkt drejede sig om borgerinformation, der særligt lå rådet på sinde.

»Vi forventer, at der kommer flere ulve i Danmark, og der er brug for at informere mere om ulvens adfærd i forhold til frygt hos befolkningen,« siger Jan Eriksen, formand for Vildtforvaltningsrådet, der understreger, at der skal bruges langt flere ressourcer på information om ulven, end det er tilfældet i dag.

»Men disse tiltag kræver, at der findes flere økonomiske midler. Ulveproblemet skal simpelthen på finansloven,« lyder det fra formanden, der også ønsker et internationalt samarbejde omkring ulveproblematikken.

Miljø- og fødevareminister Jakob Elleman-Jensen har tidligere udtalt, at han har et ønske om, at man kan nedskyde såkaldte problemulve.

Denne problematik tog rådet ikke stilling til, da Vildtforvaltningsrådet, ifølge Jan Eriksen, er et rådgivende organ, og ministeren allerede har ytret ønske om denne ændring af ulveforvaltningsloven.