Fortsæt til indhold
Indland

Danskerne i undersøgelse: Cyklisterne er farligere end bilisterne i trafikken

Skadesdirektør kalder undersøgelsens resultater for tankevækkende.

Herhjemme har fire ud af fem danskere en cykel stående, og for cirka en femtedel er den det foretrukne transportmiddel i hverdagen.

Men selvom Danmark er en cykelnation, tyder det på, at der er plads til forbedring, når folk træder i pedalerne.

Det er er tankevækkende, at cyklisterne har det værste ry i trafikken.
Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

For det er nemlig ikke dem, der sidder bag rattet i enten lastbiler, busser eller taxierne, som ifølge danskerne har den farligste adfærd i trafikken.

Det er derimod cyklisterne efterfulgt af de almindelige bilister.

Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

I den har 44 pct. af de adspurgte angivet, at det er cyklisterne, som er farligst, mens 25 pct. mener, at det i stedet er bilisterne.

»Det er er tankevækkende, at cyklisterne har det værste ry i trafikken. Især da de ofte er den bløde part i trafikuheld, og man derfor må antage, at de prøver at undgå ulykker,« udtaler Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»I vores opgørelser over skader i trafikken, er det tydeligt, at det ikke er cyklisterne, der er involveret i flest skader – det er bilisterne. Men det betyder ikke, at cyklister bare skal ignorere dette resultat, der viser, at det nærmest kun kan blive bedre.«

I løbet af de senere år er antallet af cyklister, der kommer til skade i trafikken, faldet.

Hos forsikringsselskabet er erfaringerne dog fortsat, at det er cyklisterne, der pådrager sig flest personskader - oftere end både bilister og fodgængere.

»Selv ser jeg hver dag cyklister, der på den ene eller anden måde bryder loven ved at køre over for rødt, sender sms eller lignende. I nogle tilfælde er det naturligvis mindre farligt end andre, men generelt må jeg sige, at det overrasker mig, at man tager chancen, når man så let kan komme alvorligt til skade,« lyder det fra Henrik Sagild, der påpeger, at det er vigtigt at huske på, at det ikke er alle cyklister, der udviser farlig adfærd, når de bevæger sig rundt i trafikken.