Løkke: Nyt europæisk udrejsecenter for afviste asylsøgere er på vej
Allerede i år tager en kreds af lande de første skridt mod et nyt europæisk asylsystem, siger statsministeren. DF stiller flere krav.
Afviste asylsøgere i Danmark skal kunne sendes til et nyt fælles udrejsecenter i et europæisk land, som ikke er blandt migranternes og menneskesmuglernes foretrukne destinationer.
Det fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag i sin grundlovstale i Aarhus, hvor han løftede sløret for, at regeringen og embedsmænd igennem længere tid har ført fortrolige drøftelser med en kreds af »ligesindede europæiske lande« om at skabe et nyt europæisk asylsystem, fordi det nuværende ikke duer.
»Vi taler helt konkret om projekter, der kan løbe et ny europæisk asylsystem i gang. Hvor omdrejningspunktet kunne være fælles modtage- eller udsendelsescentre. I Europa,« sagde Lars Løkke Rasmussen.
Tidligere har Socialdemokratiet i sit udlændingeudspil foreslået, at der skulle oprettes modtagecentre for asylsøgere i eksempelvis Nordafrika, mens andre EU-lande også har talt om lejre i tredjelande uden for Europa.
Tavs om placering
Men nu arbejder en gruppe lande altså ifølge statsministeren på konkrete planer om centre inden for Europas grænser. Løkke ønskede tirsdag ikke at udpege, hvilke lande han tænker på, fordi der skal forhandles aftaler og økonomiske vilkår på plads med lande, som skal huse et eventuelt nyt center. Men han forestiller sig, at der bliver tale om et europæisk land, der ikke er med i EU.
Danmark har bl.a. drøftet planen med Østrig. Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at afsløre de øvrige lande i kredsen. Men drøftelserne er nået langt, sagde han i talen.
Det er min forventning, at vi i løbet af i år vil kunne tage de første skridt.Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister, i grundlovstale
»Baseret på mine drøftelser med andre europæiske ledere – og på den dialog, som er i gang på embedsmandsniveau – så er det min forventning, at vi i løbet af i år vil kunne tage de første skridt,« sagde Løkke.
Der vil i første omgang blive igangsat et pilotprojekt, som regeringen håber kan bane vej for et nyt europæisk asylsystem. Statsministeren går efter en mellemstatslig aftale uden for EU-systemet, fordi Danmark på grund af retsforbeholdet står uden for EU’s fælles asylsystem.
Bliver Løkkes planer en del af det fælles asylsamarbejde i EU, har Danmark intet at skulle have sagt.
»Så kan Danmark kun se til fra sidelinjen,« siger lektor i strafferet og EU-ekspert Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen fra Syddansk Universitet.
En permanent lejr
I alt 956 afviste asylsøgere var ved politiets seneste opgørelse i marts i såkaldt udsendelsesposition i Danmark. Over halvdelen kommer fra lande, som Danmark har svært ved at udsende dem til. Hvis de fremover sendes til en lejr et andet sted i Europa, handler det i bund og grund om, at »Danmark betaler sig fra problemet«, mener direktøren i Tænketanken Europa, Bjarke Møller.
»Men der skal stadig være steder at sende dem hjem til. Ellers bliver der jo tale om en permanent lejr i et andet land,« siger Bjarke Møller.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var tirsdag positiv over for Løkkes plan. Også Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, kalder regeringens plan for »interessant«. Men han vil have et konkret udspil og flere detaljer på bordet, før partiet kan tage stilling. For DF er det dog på forhånd afgørende, at man ikke kan søge om asyl i Danmark fra Løkkes nye center, og at projektet ikke bliver en del af EU.
»Hvis der også er tale om modtagecentre, der gør det nemmere at modtage asylsøgere, kan vi ikke støtte planen,« siger han.