Fortsæt til indhold
Politik

Hver anden afvist asylsøger kan ikke tvinges hjem

Antallet af afviste asylsøgere, der skal sendes ud af Danmark, er det laveste siden 2010. Men gruppen af personer fra lande som Iran og Irak, hvor Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale, vokser.

Antallet af afviste asylsøgere, Danmark som udgangspunkt ikke kan tvangshjemsende, er vokset i det seneste år.

Det til trods for, at regeringen bl.a. har udpeget en udsendelsesambassadør, udstationeret to udlændingeattachéer og ifølge en oversigt, Jyllands-Posten har fået indsigt i, bevilget 50 mio. kr. til lande, som Danmark søger et styrket samarbejde om hjemsendelser med.

Ved Rigspolitiets seneste opgørelse i begyndelsen af marts var der 956 afviste asylsøgere, som opholdt sig i Danmark, selvom de ikke har ret til at være her. Det er det laveste antal siden 2010.

Men 512 af dem – altså over halvdelen – skal hjemsendes til et land, hvor politiet betegner hjemsendelsesstatus som ”fastlåst”. I marts 2017 gjaldt det for 405 af 979 afviste asylsøgere.

Iraks afvisning af at modtage egne statsborgere, der ikke rejser frivilligt hjem, er et kæmpe problem.
Ulla Tørnæs (V), udviklingsminister

En del af forklaringen skal findes i Iran og Irak, de to lande, som topper listen over afviste asylsøgere, og som Danmark ingen hjemsendelsesaftale har med.

Irak er det land, hvortil flest udrejste frivilligt i 2017, oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

»Men Iraks afvisning af at modtage egne statsborgere, der ikke rejser frivilligt hjem, er et kæmpe problem, som vi deler med alle europæiske lande,« siger hun.

Kigger i værktøjskassen

På Finansloven for 2018 blev der afsat midler til at udstationere en udlændingeattaché, der specifikt skal dække Iran og Irak, og i februar slog udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fast over for Folketinget, at »vi vil tage et grundigt kig i vores værktøjskasse for at se, hvilke andre instrumenter vi kan bruge til at opnå konkrete fremskridt«.

Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF), som tidligere har foreslået at skære i Danmarks humanitære bistand til Irak, mener, at hjemsendelserne går alt for langsomt. Han opfordrer regeringen til i højere grad at bruge pisken over for lande, der ikke tager imod deres egne statsborgere.

Ifølge Ulla Tørnæs er der opnået hjemsendelsesaftaler med bl.a. Nigeria og Etiopien inden for det seneste år.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændingeminister Inger Støjberg (V).