Angriberen, der gik fra målscorer til målmand
40 år tirsdag: Fodboldspilleren Jesper Christiansen blev i en ung alder omskolet fra angriber til målmand. Det resulterede i en karriere, der bød på landskampe, en udlandskarriere, tre danske mesterskaber og personlig hæder.
Jesper Christiansen var egentlig angriber, da han som 17-årig spillede noget hyggebold i Borup IF på Roskilde-egnen, hvor han er vokset op. Men da en målmand i Serie 3-klubben blev skadet, blev han prøvet af som vikar. Det var ikke nogen dum beslutning, for talentet for at holde bolden væk fra målet var tilsyneladende større end at sende kuglen i netmaskerne.