Fortsæt til indhold
Indland

Sommerhuse skulle rømmes på grund af nedstyrtningsfare - nu har ejerne fået lov at blive

Påbuddet er ikke udstedt for at genere - det handler om personsikkerhed, siger kommunen.

To sommerhusejere kan efter et juridisk tovtrækkeri med kommunen alligevel få lov at tilbringe påsken i deres fritidsboliger i Lønstrup, Nordjylland.

Det er på trods af, at kommunen tidligere har påbudt i alt tre ejere at rømme deres sommerhuse på grund af nedstyrtningsfare, skriver Nordjyske.dk.

Sommerhusejerne har sat en advokat på sagen, og han mener ikke, at man med hjemmel i byggeloven kan forlange, at husene ikke må bruges, siger han til mediet. Den påstand har sommerhusejerne nu fået medhold i fra statsforvaltningen, rapporterer avisen.

Statsforvaltningen har afgjort, at kommunen ikke har overholdt reglerne for at udstede et påbud. Det betyder, at ejerne igen må bruge deres huse og leje dem ud til turister.

I afgørelsen har man ikke forholdt sig til, hvorvidt det er farligt at opholde sig i husene, men i stedet om kommunen har sagsbehandlet korrekt.

Det mener man ikke er tilfældet, og det vækker undren hos formanden for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V).

Derfor betyder statsforvaltningens afgørelse ikke, at der er sat punktum i sagen fra kommunens side. Man må man tage sagen op igen efter påsken, siger Søren Smalbro til Nordjyske.dk.

»Jeg synes, det er forkert, hvis der går juristeri i det, for det handler om personsikkerhed. Vi udsteder jo ikke et påbud for at genere, men for at beskytte ejeren og deres lejere. Prøv at forestille dig, at der pludseligt sker et skred, mens der er nogen i husene. Jeg forstår det ikke,« siger han til avisen.

Påbuddet kom, efter kommunen konstaterede, at der var opstået store brudlinjer i klinten. Det skal være sket, efter der i januar blev skubbet græs og sand ud over skrænten og udført ulovlig kystsikring af ukendte personer. Om denne kystsikring er den direkte årsag vides ikke med sikkerhed.

Ifølge sommerhusejernes advokat har kommunen haft »en mand ude og kigge«, og det er, vurderer han, ikke en tilstrækkelig begrundelse.