Sommerhuse risikerer at styrte ned - men ejere vil ikke flytte
Hjørring Kommune har tidligere beordret rømning af de tre huse.
Ejerne af to ud af de tre sommerhuse på klinten syd for Lønstrup, som i sidste uge blev krævet rømmet af Hjørring Kommune, nægter at flytte.
De har bedt deres advokat om at anke afgørelsen, skriver DR Nordjylland.
Hjørring Kommune udstedte et forbud mod at opholde sig i de tre huse, fordi man vurderer, de er i fare for at styrte ned.
Ifølge kommunen er der opstået store brudlinjer i klinten. Det er sket, efter der tidligere på måneden blev skubbet græs og sand ud over skrænten og udført ulovlig kystsikring af ukendte personer, men om kystsikringen er den direkte årsag vides ikke med sikkerhed.
Mens den ene sommerhusejer har opgivet at redde sit hus, vil en anden blive boende, til en domstol tvinger hende væk, skriver DR.
Grundejeren Mariann Trolledahl har nemlig en fornemmelse af, at kommunen har udstedt forbuddet for at statuere et eksempel, siger hun. Men ifølge kommunen er der altså reel fare forbundet med at opholde sig i husene.
»Vi har tidligere set, at skrænter lige pludselig kan erodere med et ordentligt bid, og hvis man opholder sig i et sommerhus, der ryger 20-25 meter ned, så er det næppe sundt,« har chef for byggeri og ejendomme i Hjørring Kommune, Torben Mangaard Frandsen, tidligere udtalt til DR Nordjylland.
Folketinget har netop vedtaget en ny lovændring, der skal gøre det lettere for grundejere at kystsikre sig gældende fra den 1. februar. Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil bl.a. tillade forsøg med hård kystsikring såsom eksempelvis sten.
Næste skridt fra ministeriet ventes at blive et forsøg på at sikre hurtigere kystsikring ved at lægge opgaven med at give tilladelser ud til kommunerne. I dag kan det være nødvendigt at søge tilladelse både hos kommunen og hos Kystdirektoratet.