Fortsæt til indhold
Indland

Kim Walls kæreste: »Jeg mødte Peter Madsens kone den nat, Kim forsvandt. Hun råbte af mig«

Kim Walls kæreste blev indkaldt som vidne i retten og afgav forklaring om den aften, Kim sejlede ud med Peter Madsen.

»Kim var en utrolig ambitiøs journalist og et meget nysgerrigt og levende menneske. Hun fandt skønhed alle steder og kunne ikke holde sig fra at rejse på opdagelse i verden og beskrive sin oplevelser for andre.«

Sådan beskrev Kim Walls kæreste den nu afdøde Kim Wall, da han blev placeret ved vidneskranken i retten.

Han blev afhørt af anklager Jakob Buch-Jepsen og fortalte i et anseeligt tempo, om sit forhold til Kim Wall og om, hvad der skete den aften, hvor hun sejlede afsted fra Refshaleøen sammen med Peter Madsen.

Parret havde i fællesskab planlagt en fest for deres venner om aftenen den 10. august, fordi de ugen efter skulle flytte til Beijing. Men da Kim Wall pludselig fik kontakt til Peter Madsen og fik muligheden for at gøre den artikel, som hun tidligere var startet på om det danske ubådskapløb, færdigt, så valgte hun at slå til.

Kim Walls kæreste forklarede, at hun om eftermiddagen mødtes kort med Peter Madsen, for at aftale nærmere om aftenens tur i ubåden.

»Da hun kom tilbage fortalte hun, at han var lidt all over the place og var svær at blive klog på, men at han virkede interessant. Hun spurgte, om ikke jeg ville med i ubåden, og jeg var rigtig tæt på at tage med. Men jeg følte, at jeg blev nødt til at blive for at være vært for vores gæster,« fortalte han.

»Hun var bange for at skulle sejle ud med ubåden, men ikke på grund af Peter Madsen. Det var på grund af det med at være neddykket i Øresund,« tilføjede han.

Da Kim Wall ikke vendte hjem som planlagt, blev kæresten bekymret og begyndte i løbet af natten at ringe rundt til alle dem, han kunne ringe til, herunder politiet og Kim Walls forældre. Han tog efterfølgende sin cykel og cyklede rundt på Refshaleøen for at lede efter hende og fortæller, at han ved Peter Madsens hangar mødte Peter Madsens kone.

»Mødet er meget overraskende for mig, og hun begynder at råbe af mig. På det her tidspunkt er hun mit eneste link til viden om Kim, og jeg er meget insisterende over for hende. Hun råber af mig, at jeg skal stoppe med at spørge hende om ubåden,« fortæller han.

Anklageren afslutter sin afhøring med at vise Kim Walls kæreste billeder af de trusser og strømpebukser, som hun havde på, da hun sejlede ud med ubåden. Han henleder opmærksomheden til de huller og skader, der er på tøjet, og spørger ham, om Kim normalt ville gå sådan rundt.

»Det kan jeg ikke tro,« svarer vidnet.

Vidneafhøringerne fortsætter nu, og der er bl.a. indkaldt en radiooperatør fra den redningshelikopter, der var med i eftersøgningen af Nautilus.

Peter Madsen er tiltalt for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall om bord på ubåden Nautilus i tidsrummet mellem kl. 22 den 10. august 2017 og kl. 10 den 11. august i dansk farvand. Der ventes dom i sagen i slutningen af april.