Retsmediciner afviser Peter Madsens forklaring om stiklæsioner: »Der er næppe tale om timer«
Retsmedicineren mener ikke, at Madsens forklaring af, hvornår han påførte Kim Wall stiklæsioner, er sandsynlig.
Retsmedicineren anses som et af de vigtigste vidner i retssagen mod Peter Madsen. Hun er indkaldt som dagens andet vidne for at fortælle om den obduktion, der er lavet af den dræbte journalist Kim Wall.
Anklager Jakob Buch-Jepsen læste under afhøringen op fra de retsmedicinske erklæringer og spurgte ind til en stor del af de skader, der er fundet på ligdelene.
Han fokuserede særligt på, om retsmedicineren finder Peter Madsens forklaring af, hvornår han påførte Kim Wall en række stiklæsioner, plausibel.
Madsen har forklaret, at han først parterede og stak i liget med en tilspidset skruetrækker syv timer efter at døden indtraf, men det virker ifølge retsmedicineren usandsynligt.
»Skaderne i underlivet er sandsynligvis påført omkring eller lige efter dødens indtræffen. Det kan ikke fastslås helt præcist, hvor længe der er gået, fordi ligdelene har ligget så længe i vandet, men der er dog næppe tale om timer,« sagde retsmedicineren.
Hun forklarede yderligere, at man under obduktionen har fundet en række blodudtrækninger, og at sådan nogle ikke opstår, hvis skaderne påføres længe efter dødens indtræffen.
Anklageren forsøgte ved gennemgang af læsionerne at modbevise Peter Madsens påstand om, at Kim Wall var hel og uden blødninger, da han begyndte at partere hende. Han mener, at skaderne er påført, imens hun stadig var i live, og at de er påført med et seksuelt motiv.
Peter Madsden har forklaret, at han påførte Kim Walls lig en række stiklæsioner for at undgå, at liget skulle flyde op til havets overflade, efter han smed det over bord. Med baggrund i retsmedicinerens vidneforklaring, forsøgte anklageren ligeledes at så tvivl om denne påstand. Han spurgte bl.a. ind til nogle af de stiklæsioner der er fundet i underlivet.
»Flere af stiklæsionerne er meget overfladiske og har ikke gjort det muligt for gasser at sive hverken ind eller ud,« forklarede hun.
Vidnet er overlæge, ph.d. og vicestatsobducent og har været med til at undersøge alle ligdelene. Hun slår fast, at det ikke har været muligt at fastslå en endelig dødsårsag grundet ligets tilstand.
Peter Madsens forsvarer har overtaget afhøringen af retsmedicineren og gennemgår nu endnu engang mange af de skader, som anklageren har talt om.