Den diskrete side af prins Henrik: Kongehusets kunstneriske renæssanceskikkelse

Prins Henrik var et sandt og passioneret renæssancemenneske. Fra digteren, maleren, billedhuggeren, bibliofilen, tegneren, oversætteren og samleren af afrikansk og grønlandsk kunst samt af asiatiske jadefigurer udgik en stærk glød, der omgående forplantede sig til omgivelserne.

Med ægte gallisk begejstring var den musikalske prins Henrik, der gennem årene udfoldede sig som både pianist og dirigent, i stand til at engagere besøgende, når han slog dørene op til sine anseelige skatkamre, herunder de store samlinger, som offentligheden med mellemrum fik lejlighed til at studere og imponeres af. Hans skulpturer blev udstillet forskellige steder og ved et par lejligheder bedømt sammen med dronningens malerier, ligesom hans arbejder blev præsenteret i udsøgte separatudstillinger, hvad de kvalitativt kunne bære trods prinsens oprigtige ydmyghed over at stille sine værker til skue.

Prinsen skrev allerede digte som ganske ung i Hanoi, som litteraturstuderende i Paris og lovende diplomat i London. Og fortsatte efter stævnemødet og giftermålet med den danske tronarving. Han nedfældede korte sentenser – små tilløb til større suiter – udelukkende for sin egen skyld og dermed uden tanke på offentliggørelse. Litteraturen betragtede prinsen som et frodigt åndehul, hvor det var tilladt at indtage en eskapistisk holdning i forhold til den rigide diplomatiske protokol, han var underkastet, hvad enten han befandt sig i den britiske hovedstad eller i sin nye hjemby Købehavn.

Prins Henriks forbilleder som udøvende digter var 1800-tallets landsmænd Charles Baudelaire og Paul Verlaine; især Baudelaires ”Syndens blomster” blev et manifest, hvor han berusede sig kraftigt og vedvarende i poesien, som lige til det sidste forsynede ham med ord, mod og inspiration.

Prins Henrik debuterede som lyriker i 2000 med digtsamlingen ”Cantabile” med dronningens illustrationer, hvis første oplag på 5.000 eksemplarer blev revet væk. Her profiterede hovedpersonen af såvel kendiseffekten som nyhedsværdien, og andet oplag gik prompte i trykken. Prins Henrik blev omgående et litterært koryfæ, som biblioteker og andre kulturinstitutioner over hele landet ønskede som oplæser og fik det. Succesen var hjemme, og senere fulgte bl.a. værkerne ”Hviskende brise”, ”Blå mærker på sjælen”, ”Roue-Libre frihjul” og ”Fabula”. Kritikkens modtagelse var blandet, men prinsen var klar over, at han blev anmeldt som prins og ikke som digter. Som han sagde i bogen ”Pas de deux Royal” i forbindelse udstillingen i 2013 på Aros om regentparrets kunstneriske manifestation:

»Jeg må sige, at det ikke interesserer mig stort. Det glæder mig naturligvis, hvis nogen taler pænt om mig. Men jeg forventer ikke, at den poesi, jeg skriver, bliver hverken rost eller kritiseret. Jeg skriver den som sagt udelukkende for mig selv … og for at berolige mig selv.«

I 1981 udgav donningen Margrethe og prins Henrik i fællesskab under pseudonymet H.M. Vejerbjerg oversættelsen af den prominente franske feminist Simone de Beauvoirs roman ”Alle mennesker er dødelige” om den italienske fyrste Fosca, der omkring 1300 drikker udødelighedens eliksir og indser, at trods alle ydre forandringer er menneskets eksistentielle vilkår ikke til at ændre.

»Det er noget af det bedste, vi har lavet sammen,« vurderede prinsen senere, og han lagde ikke skjul på, at han kunne græde over kærlighedsdigte. En af hans yndlingsstrofer er fra digtsamlingen ”Hviskende brise” og er tillige en varm kærlighedserklæring til hustruen:

Et vingepar broderer jeg
til kærligheden og til dig
som leder mig på rette vej
Så svulmende af lykke jeg
kan hviske ”Åh, jeg elsker dig”

Diskret undervisning

Journalisten og produceren Anna von Lowzow, der i en årrække fulgte prinsens kunstneriske virke og i 2017 stod bag tv-udsendelsen ”Prins Henrik og Østens guld” om prinsens samling af jadefigurer, sagde før udsendelsen:

»Jeg synes, at vi i Danmark overser, at prinsen er et verdensmenneske, der er meget større, end det hjemlige navlepilleri gør ham til. Danskerne har desværre aldrig ønsket at lære ham rigtigt at kende, fordi han repræsenterer ting, vi stiller os uforstående overfor og derfor gør os usikre. Så er det lettere at tage afstand og søge tilflugt i latterliggørelsen. Men vi burde være taknemmelige for at have et menneske iblandt os med format, viden og humor, som i mange sammenhænge beriger danskernes tilværelse,« sagde Anna von Lowzow, der på prinsens 83-års fødselsdag fik ham til at åbne den unikke jadesamling, der normalt ikke er adgang til, og høre den ivrige samler fortælle om rariteterne.

»Jeg er to kulturer, men jeg er først og fremmest fra Østen, hvis kultur jeg er rundet af,« sagde prins Henrik for flere år siden til Anna von Lowzow, og prinsen var under besøg i Asien altid på udkig efter nye jadefigurer, der kunne udvide samlingen, som befinder sig dels på regentparrets franske slot, dels på Fredensborg Slot.

Også på hjemmebane var prins Henrik aktiv, når det gjaldt om at sikre sjældne eksemplarer til den omfattende bogsamling, han delte med regenten, og som rummer betydelige filosofiske værker og uopdrivelige bøger fra Asien. Han var en hyppig gæst i hovedstadens antikvariater, da der endnu eksisterede et stort antal, og på mange auktioner.

Prins Henrik fik for flere år siden kontakt med billedhuggeren Poul Holm Olsen, der var lektor på Kunstakademiet og diskret gav det kongelige medlem undervisning og modnede ham i den kunstneriske proces. Lærer og elev kom hurtigt på bølgelængde. Det viste sig, at de begge havde en lidenskab for afrikansk kunst.

Inspireret af den interesse, kunstnere som Picasso, Léger og Braque, der i mellemkrigsårene levede og arbejdede i Paris, udviste for afrikansk kunst, opdagede prinsen i 1950’erne under sine universitetsstudier i den franske hovedstad den afrikanske kunsts charme. De oprindelige værkers tiltrækningskraft manifesterede sig i de år tydeligt i kunstnerkredse, og Paris bugnede af gallerier, boder og sælgere, der tilbød mange afrikanske værker. I den afrikanske kunst fandt han et modspil til den asiatiske kunsts raffinement og perfektion, og her – fortalte han – kunne han næsten høre trommeslagene, brutalt og samtidigt nærværende.

»10 år senere åbnede den danske samler Poul Holm Olsen, og sidenhen mine hyppige rejser i Afrika for Røde Kors og andre velgørende missioner, mine øjne for nye horisonter. Et helt kontinent udfoldede sin rigdom af kulturer på min vej. Og jeg oplevede helt nye og anderledes kunstneriske udtryk, sociale netværk, traditioner og levemåder samt kulturelle og politiske systemer,« fastslog prinsen i forbindelse med udstillinger på Gl. Holtegaard og Silkeborg Kunstmuseum (Museum Jorn) i 2009. Gennem Poul Holm Olsen lærte han skulptøren Robert Jacobsen og billedkunstneren Mogens Andersen, begge fortrolige med Paris, at kende.

»En mere vidende og indsigtsfuld person i billedhuggerfaget er svær at finde, så prinsgemalen har fået en faglig indføring i faget på højeste niveau. Det mærkes tydeligt i fornemmelsen for de klassiske teknikker og deres muligheder,« konstaterede billedkunstneren Bjørn Nørgaard, der var professor på Kunstakademiet på samme tid, som Holm Olsen havde sit virke på Kongens Nytorv.

Poul Holm Olsen var en beskeden mand og levede på et eksistensminimum for at købe afrikanske masker og figurer. For de opsparede midler rejste han ind i det mørke Afrika, som han sagde, og det blev fortalt, at han var på talefod med flere høvdinge og dermed fik adgang til de enestående masker og andre genstande med rod i det folkelige. Hans betydelige samling er doneret til Holstebro Kunstmuseum og rubriceret som den afrikanske samling, der i dag repræsenterer ét af museets højdepunkter.

Der gik ikke lang tid, før prins Henrik kastede sin kærlighed over de beslægtede tupilakker og figurer fra Grønland. På det område oparbejdede han også en kompetent samling, der er fuld af myter og sagn. I det hele taget afspejlede hans eksotiske samlinger en modtagelighed for fremmede impulser og lysten til gennem værkerne at lære de forskellige folkeslag nærmere at kende.

»Jeg kunne ikke leve uden kunst. Kunsten er så ekstremt vigtig for mennesket, fordi den er større end mennesket og stiller mennesket alle de spørgsmål, som vi har brug for bliver os stillet. Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg lave, nu jeg er her? Hvor skal jeg hen, når jeg ikke er her længere? Det er eksistentielle spørgsmål, som kunsten stiller os, og som vi selv må prøve at besvare,« lød den udøvende kunstnerprins’ forsøg på at formulere kunstens mening før ferniseringen i 2015 på Augustiana i Sønderjylland.

Eksotiske skakbrikker

Her satte udstillingen ”Åbent hjerte” fokus på prins Henriks kunstneriske univers med stærkt koloristiske malerier, skabt i de helt unge år, dertil indfølende portrættegninger og skulpturer, hvor han i sidstnævnte disciplin hyldede Asger Jorn, hvis maskebilleder inspirerede ham til at modellere. Fabeldyr blev indlemmet i prinsens værker, og næsehornet havde hans dybe fascination, fordi den indeholdt et skulpturelt potentiale.

»Selvom jeg ved siden af kunsten er interesseret i poesi, vil jeg ikke påstå, at mine kunstneriske værker er inspireret af digte. Jeg er derimod altid inspireret af naturen. Naturen er mit udgangspunkt – jeg vil påstå, at naturen er vores allesammens udgangspunkt, bevidst og ubevidst,« konstaterede prins Henrik, der i begyndelsen af 1970’erne begyndte at skabe mandlige og kvindelige torsoer, først i ler og i voks, senere i brændt ler. Kun minimale forskelle skiller den maskuline torso fra den feminine, der begge er opbygget i fem niveauer, og i skulpturerne under fællesbetegnelsen ”Miss Fredensborg” bevarede han torsoversionen og fremhævede erotikkens magiske magnetisme.

Et værk, der får permanent plads i kunsthistorien, er udformningen af 32 fantasifulde skakbrikker i 1990 med den afrikanske kunst som inspirationskilde. Enkelte af brikkerne blev senere opgraderet til og fik status som selvstændige kunstværker.

Prinsens skulpturer blev skabt over en periode på knap 50 år, i lange perioder uden publikum. Hans omfattende og alsidige kunstneriske virke afslørede nerve og livfuldhed, der modstod janteloven. Han arbejdede sig op gennem den tykke danske asfalt og blev en livskraftig rose.