Prins Henrik glemte aldrig at være stolt af – Frankrig

Prinsen er død – kongen af dansk og fransk blandingskultur, af uhøjtidelige indslag, af regelmæssige provokationer og folkelige diskussioner er ikke længere.

Få har som prins Henrik været en del af danskernes samtale, hvor han har fyldt omtrent lige så meget som sin hustru, dronningen. Også selv om han i alle årene skulle definere sin egen rolle og finde en gangart tre skridt bag monarken.

Netop den manglende ligestilling i et gammelt og traditionsbundet monarki blev det tema, hvor prinsen gang på gang – og med stigende stemmeføring – luftede sin utilfredshed og lod sin personlige holdning skinne igennem.

Kulminationen kom i sommeren 2017, da han lod forstå, at han ikke ville begraves ved siden af dronning Margrethe i den specialdesignede sarkofag til 29 mio. kr. i Roskilde Domkirke. En beslutning, som han direkte kædede sammen med, at han i sit mangeårige ægteskab med dronningen aldrig havde fået en ligeværdig titel som f.eks. kongegemal.

Udmeldingen fra prinsen fik bedrøvede kommentarer med på vejen fra kronprins Frederik og prins Joachim, som i lighed med deres mor accepterede beslutningen. En stor del af befolkningen nøjedes ikke bare med at være bedrøvede og tolerante – mange gav udtryk for, at prinsens fravalg af fælles gravmæle var udtryk for et svigt af dronningen. Og en ganske upassende demonstration.

Det gentagne og stadigt mere insisterende ønske om større ligestilling med dronningen kom for mange danskere på tværs af den stigende popularitetskurve, som prins Henriks status i Danmark ellers udgjorde.

En smuk og forelsket diplomat

Da han kom til landet som ung, smuk og meget forelsket diplomat og i 1967 blev gift med den daværende tronfølger, var smilene brede og opbakningen total. Dejligt, at den kommende dronning havde fundet en livsledsager, som var dygtig, veluddannet og vant til de bonede gulve.

Den unge franske diplomat Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat måtte opgive meget på grund af kærligheden: sit navn, sit statsborgerskab, sin religion og sin karriere for at genopstå som prins af Danmark.

»Glem aldrig at være stolt af Frankrig.«

Sådan lød ordene fra præsident de Gaulle, da Henrik de Monpezat var i "afskedsaudiens" som fransk statsborger, før han drog mod nord for at gifte sig med den danske tronfølger.

Og prinsen glemte aldrig den gamle generals formaning. Selvom han blev dansk, forblev han også den farverige franskmand, der gav det danske kongehus kulør og esprit.

Fransk kultur, livsstil og ånd i hans dna

I de mange år, han stod ved dronningens side, tjente han loyalt sit nye land med flid, talent og ikke mindst godt humør. Men det var fransk kultur, ånd og livsstil, der var kodet ind i prinsens dna.

Den flotte franskmands ambitioner – og forelskelse – fejlede ellers ikke noget. Det stod klart, da han landede en regnvåd dag i Kastrup og blev hentet af sin kommende ægtefælle. Henri de Monpezat kom til Danmark for at blive dansk. Han ville integrere sig fuldstændig i sit nye land. Men det skulle vise sig at være sværere, end han – og man – havde troet. Den sprogbegavede diplomat, der talte fransk, engelsk, spansk, vietnamesisk og kinesisk, havde mere end vanskeligt ved at lære at tale flydende dansk. Og det kom til at skade ham i forholdet til hans nye landsmænd:

»Det var min fejl, at jeg ikke lærte at tale dansk meget godt og meget hurtigt,« erkendte han senere i livet.

I den fransk-danske journalist Stéphanie Surrugues portrætbog ”Enegænger” – en ganske sigende titel – afsagde han dommen over sig selv:

»Det ærgrer mig, at jeg ikke forstod, hvor kolossalt vigtigt sproget er. Det var en stor fejl fra min side, fordi det har skadet mig i det billede, danskerne har af mig. Jeg formoder, at folk måtte have sagt til sig selv: Denne prins er ligeglad med os, og han vil ikke lære vores sprog, og han ringeagter os uden tvivl. Mange har troet, at jeg ikke ville være dansker.«

Gennem årene kom danskerne til at forstå deres prins bedre. Han blev ganske vist ved med at tale dansk med en umiskendelig fransk accent, men han blev både afholdt og respekteret som en fremragende ambassadør for Danmark og dansk erhvervs- og kulturliv. Han gjorde det danske kongehus mere internationalt og mere raffineret, og han gav dronningen kærlighed, tryghed og mod til at blive en af de bedste monarker i den danske kongerække. En støtte, hun ofte har vist sin taknemmelighed for.

Henri de Monpezat voksede op i et koloniherre-hjem i det franske Indokina i Hanoi, hvor farfaderen Henri grundlagde et handelsimperium, der gik i arv til sønnen André. Henri var den næstældste søn i en børneflok, der efterhånden voksede til ni.

Kort før Anden Verdenskrig vendte Monpezat-familien tilbage til sin besiddelse i Sydfrankrig, men for den unge Henri blev Vietnam det tabte paradis, og han var i sin livsanskuelse påvirket af Østens filosofi og etik.

André de Monpezat kæmpede på de allieredes side i krigen, og da han vendte tilbage til sine vinmarker, var livsvilkårene for den store Monpezat-familie blevet mere beskedne.

Opvæksten: Rebelsk og intellektuel

Henri de Monpezats barndom og ungdom var præget af patriarken André, der styrede sin familie med hård hånd, undertiden hjulpet af krabasken, der hang under loftet. Børnene fik en højklassisk katolsk opdragelse med digte, historie, musik og filosofi. Familiens maskuline overhoved var Des med sine børn, og han forventede disciplin og lydighed, men også at børnene kunne deltage i de skarpsindige diskussioner, der udfoldede sig omkring middagsbordet.

Henri var ikke favoritsønnen. Han kunne – og turde – udfordre sin far i veritable oratoriske slag. Han var den oprørske i den store børneflok – en »rebelleion« – og et ophold hos munkene på en jesuitter-skole gjorde ham ikke til en bedre katolik.

Hans talenter og interesser var de musiske. Han spillede glimrende klaver og overvejede i en periode at gå musikervejen. Men det endte med jura, litteratur og orientalske sprog ved Sorbonne Universitetet i Paris. Senere studerede han også mandarin og kinesisk i Hongkong.

Henri de Monpezat gjorde militærtjeneste i tre år i Algeriet, og da han vendte tilbage til Paris, søgte han ind i den franske udenrigstjeneste, hvor hans karriere begyndte i Asien-afdelingen. Drømmen var med tiden en ambassadørpost i Asien.

Den første udenrigspost blev i London, hvor Henri de Monpezat blev tredje-sekretær ved den franske ambassade. Her blev den begavede, charmerende og elegante franske greve snart en attraktiv gæst i Londons fashionable kredse.

Det var i 1965 ved et bryllup i Skotland, at den franske diplomat mødte den danske tronfølger, der på det tidspunkt studerede sociologi ved London School of Economics.

Dronningen har senere fortalt, at hun som ung var i tvivl om, om hun ville møde en mand, der kunne sige ja ikke bare til hende, men til hele pakken som fulgte med ved at gifte sig med en tronarving.

Henri de Monpezat var manden, der havde mod til det, selv om faderen nede i Cahors var skeptisk over alliancen og advarede sin søn:

»Du må have afklaret, hvad din position bliver,« lød det faderlige råd ifølge Stéphanie Surrugues bog.

Senere i sit liv beklagede prinsen, at han ikke havde lyttet godt nok til rådet. Det skulle vise sig, at netop en beskrivelse af prinsens plads og position blev et problem, som ingen – heller ikke tronfølgeren – var opmærksomme på.

Men disse trakasserier i de kongelige gemakker satte ingen skår i kærlighedsfesten, da alliancen mellem den franske diplomat og den danske kongedatter kulminerede med et juni-bryllup i Holmens Kirke i 1967 – og med en tale af brudgommen, der tog danskerne med storm.

Den nyslåede prins Henrik, der havde fået sin første dansktime otte måneder tidligere, så sin brud i øjnene og sagde på nydeligt dansk:

»Jeg lover at være loyal og tro mod Danmark og det danske folk, konge og dronning, sæd og skik, at arbejde for Danmark og alt, der er dansk.«

Det var en programerklæring, der fik forventningerne til prins Henrik til at stige til tårnhøjder. Og så blev den afgivet på dansk. Men prins Henrik talte ikke dansk. Han havde lært talen, som han selv sagde, »som en papegøje«.

Da hvedebrødsdagene blev afløst af hverdag, opdagede danskerne og medierne – i stort og småt – at man havde fået en franskmand i kongehuset. Kritikken piblede frem: Hans spraglede tøjstil, hans gastronomiske interesserer, mere frølår end frikadeller, og hans syn på børneopdragelse, der absolut ikke var i sync med danske pædagogiske traditioner.

Livet som prins: Tilsidesat og misforstået

Det berømte danske frisind havde ofte svært ved at rumme det kongelige hus, men mens opbakning og overbærenhed altid blev dronningen til del, havde bedømmelsen af prinsens gøren og laden ofte karakter af voksenmobning.

Det var et kulturchok for den franske diplomat, der før sit giftermål havde udsigt til en udnævnelse til Frankrigs yngste ambassadør, at komme til Danmark og til et kongehus, hvor man ikke rigtig var klar over, hvad man skulle stille op med en tronfølgers husbond. Kronprinsesser og dronninger vidste man, hvad var. Men hvad var prins Henrik? Det var aldrig for alvor på tale at udstyre ham med titlen som konge, kongegemal eller ligefrem majestæt – det var der tilsyneladende helt enighed om både på Amalienborg og Christiansborg.

Prins Henrik blev installeret i et kontor på Amalienborg med en sekretær. Han havde ingen egentlige opgaver, og han havde ingen penge. Apanagen gik udelukkende til tronfølgeren.

Ingen tvivl om, at det var en svær overgang for ham. Moralsk, intellektuelt og fysisk. Ingen havde en opskrift til dronningens mand, og han bød heller ikke konstruktivt ind med konkrete forslag. Han følte sig misforstået og tilsidesat.

En general uden generalstab

»En flagrende skygge i dronningens skygge. En general uden generalstab,« har han sagt om sin rolle.

Men manglen på jobbeskrivelse blev også en slags bagvendt inspiration for prins Henrik, for han var ikke typen, der ville være tilskuer til hverken sit eget liv eller til sin hustrus. I foråret 1969 begyndte han at arbejde for Dansk og International Røde Kors. Det var en organisation, der gav mening for ham, og han havde fået et rigtigt arbejdsliv.

Men der var også andet, der gav mening for ham: kunsten. Han spillede, malede, tegnede, og han tog undervisning i billedhuggerkunsten på Akademiet. Han skrev og udgav romantiske og sjælfulde digte i den franske tradition, og sammen med dronningen oversatte han Simone de Beauvoirs ”Alle mennesker er dødelige”. Det var et intellektuelt kunstnerpar, der sad på den danske trone.

Og langsomt begyndte prins Henriks liv at folde sig ud. Han blev en utrættelig ambassadør for dansk erhvervsliv og for de mange organisationer, han var protektor for. Hans særlige interesse havde Verdensnaturfonden og Europa Nostra.

Efterhånden begyndte prins Henrik at føle sig mere accepteret. Men på ét punkt kneb det med den mellemfolkelige forståelse. Prins Henriks noget arkaiske syn på kvindens plads i hjemmet – og på børneopdragelse. I et interview, da tronfølgeren var gravid med en ny tronarving, skabte han opstandelse i de danske hjem:

»Jeg holder meget af børn, hvis de vel at mærke er velopdragne. Børn er som hunde eller heste – de skal tæmmes, for at man kan få et godt forhold til dem. Jeg har selv fået mine lussinger – det ta’r man ikke skade af.«

I sin tale til regentparrets sølvbryllup kvitterede det ventede barn, den nu voksne kronprins Frederik, med ord, der gik rent hjem hos danskerne:

»Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.«

Og Papa? Han smilede hjerteligt og så ud til at være stolt af resultatet af sine galliske opdragelsesmetoder.

Prinsens vedvarende ønske om en mere selvstændig profil bar endelig frugt. I 2005 fik han endelig sin egen titel. Han blev ”prinsgemalen”. Og for ham var det ikke bare en tom gestus. Han så det som den officielle anerkendelse, han mente, han ikke havde fået, og som i 2002 skabte en alvorlig krise i kongefamilien. I sine sidste år viste det sig dog, at titel prinsgemal på visitkortet ikke for ham indebar tilstrækkelig ligestilling.

Krisen i 2002 opstod i forbindelse med nytårskuren, hvor dronningen var sygemeldt, og hvor kronprinsen stod i forreste geled og hilste på de mange kurgæster – han tog med andre ord mors plads. Det fik prins Henrik til at føle sig tilsidesat og ydmyget, og han smækkede med døren, før han drog til sit franske vinslot for at tænke over sin situation.

Et ægtepar skal være ligeværdigt

Til Stéphanie Surrugue fortalte han om de overvejelser, han havde i sit franske eksil:

»Efter min overbevisning skal et ægtepar være ligeværdigt, uanset hvilken rolle i samfundet parret måtte indtage. Danmark kunne have gjort mig til statsprins, rigsprins, kongegemal, hvad ved jeg. Det er en forglemmelse, måske en uvilje. Men det er ikke titlen, der er afgørende, men bevidstheden om, at jeg har en rolle, en funktion.«

Også dronningen erkendte, at hun ikke havde været opmærksom på, hvor vigtigt det var for hendes ægtefælle, at han fik sin egen identitet i det danske samfund. Løsningen blev en titel, der var helt hans egen: prinsgemalen. Også Monpezat-navnet blev skrevet ind i det danske kongehus. Børn og børnebørn er nu Monpezat’er. Og i stedet for at hæve lommepenge hos sin hustru fik prinsgemalen også sin egen apanage på 8 mio. kr.

Langt op i alderen passede prinsen sine pligter. Ud over de traditionelle med at besøge virksomheder, klippe snore og holde taler fik han også anerkendelse for sine mere impulsive og utraditionelle gerninger. Som da han dukkede op på Christiania for ved selvsyn at tage fritstaden i øjesyn eller sang i kor med syngepigerne på Bakkens Hvile. Et folkeligt felt, hvor han i hvert fald ikke stjal nogle af dronningens foretrukne opgaver.

Men i de senere år begyndte den gamle krise at kradse. Frustrationen over aldrig at have været på lige fod med dronningen tittede frem, og det medførte højt hævede øjenbryn og lige så højlydt undren, at han til dronningens 75-års fødselsdag meldte forfald til festivitas og karettur for blot få dage efter at optræde som velfornøjet turist i Venedig.

Majestætens nytårstale med udgangen af 2015 rummede de sædvanlige taksigelser og manende ord, men størst var nyheden om, at prinsgemalen nu gik på pension – en model, som normalt ikke bruges i kongehusene. Og slet ikke i Danmark, hvor dronningen Margrethe gang på gang har konstateret, at hun bliver, »til hun dratter af pinden«.

Den selvvalgte pension betød, at ”prinsgemal” igen blev til ”prins” i løbet af foråret 2016, men pensionisten beholdt dog sine egne penge.

At den nye titel som pensionistprins skulle tages ganske alvorligt, stod klart senere i 2016, da dronningen i forbindelse med parrets 49-års bryllupsdag i god tid forberedte danskerne på, at der ikke blev noget guldbryllup med hele Danmark som gæster på sidelinjen.

Sådan blev det, selv om beslutningen blev kritiseret, jo mere bryllupsdagen nærmerede sig i juni 2017. Både i folkehavet og hos de såkaldte kongelige eksperter fik de manglende balkonscener krasse ord med på vejen ud fra devisen om, at for kongefamilien er det at dele store familiebegivenheder – bryllupper, barnedåb og altså også 50-års bryllupsdagen – med folket en del af jobbet.

Prinsen satte yderligere mindst to tykke streger under sit behov for at træde i selvstændig karakter og ikke være vedhæng til dronningen, da han i sommeren 2017 lod forstå, at han ikke ville begraves side om side med dronningen i det planlagte gravmæle i Roskilde.

Selv om prinsen har rokket den kongelige chalup undervejs, er der næppe tvivl om, at han og dronningen har haft et givtigt og kærligt – sikkert også ind imellem turbulent – samliv. Om beslutningen om at ligge hver for sig i døden sagde historiker Sebastian Olden-Jørgensen til Jyllands-Posten:

»Han vil sikkert gerne have Margrethe og familien, men han vil ikke have dronningen.«

I september 2017 meddelte kongehuset, at prins Henrik led af demens, og at han som følge deraf ville neddrosle sine aktiviteter.

Intellektuelt format og kulør

En æra er slut med prinsens død, og selv om nutiden har svært ved at tilgive prinsens langstrakte oprør mod den manglende ligestilling i et af verdens ældste monarkier, vil eftertiden formentlig bedømme ham som et selvstændigt og meget personligt pust over Dannevang.

Henri de Monpezat fik en usædvanlig skæbne. Han kom til Danmark, og han stod ved dronningens side. Danskerne oplevede ham ikke som en skygge, og ved hans død har kongefamilien – og Danmark – mistet et begavet, morsomt og følsomt menneske, der skabte glæde omkring sig gav det danske monarki intellektuelt format og kulør.

Han var sig selv, og han stod ved sig selv: Le Prince Consort Henrik.