Fortsæt til indhold
Indland

DMI i kølig prognose: Snevejr på vej til Danmark

De første lokale slud- eller snebyger ventes at ramme landet i slutningen af uge 46.

»Om du kan li' den eller ej, så er den på vej.«

Sådan skriver DMI's meteorolog Martin Lindberg i sin månedsprognose med reference til snevejr.

Ifølge meteorologen vil Danmark i næste uge kunne opleve det hvide nedbør i takt med, at det bliver koldere.

»Mod slutningen af uge 46 passerer et kulinglavtryk muligvis landet fra nordvest. I halen på det får vi måske de første lokale slud- eller snebyger,« lyder det fra Martin Lindberg.

Også i de sidste uger af november er der sne at spore i prognoserne.

»I uge 47 og 48 kan vi forvente en mere østlig eller nordøstlig strømning af koldere luft ned over Sydskandinavien. En kold luftstrøm over de relativt varme havområder giver os sandsynligvis en del slud- eller snebyger, som især ved østvendte kyster kan blive kraftige,« siger meteorologen til dmi.dk.

Selvom udsigten til snevejr er stor sidst i november, vil det formentlig have en begrænset holdbarhed, når det rammer jorden.

På trods af udbredt nattefrost vil dagtemperaturerne nemlig kunne snige sig op på mellem fem og syv grader.

»Men det er jo en klassisk skæbne for den første sne,« slår meteorologen fast.

Artiklens emner
DMI