Kong gulerod
Den vilde og ustyrlige Kong Gulerod havde fået ideen, ved gennem en lang række dage at have stået og set så mange royale sammenkomster på tv.
Når den strakte sig på tå, kunne den vilde gulerod nemlig gennem et vindue, der gik helt ned til jorden, se al den transmitterede herlighed, hvor konger mødte konger, dronninger mødte dronninger, prinser mødte prinser og smukke kvinder blev forvandlede til prinsesser, hurtige end man kunne pille en ært.
»Sådan en sammenkomst vil jeg også have,« sagde Kong Gulerod. Og så sendte den bud i forskellige vindretninger om, at den i løbet af kort tid - på en nærmere angiven dag - holdt gilde for alle interesserede.
Men da dagen oprandt, og Kong Gulerod så sig omkring, kunne den ikke få øje på een eneste af sin egen højde, drøjde og værdighed. Så langt Kong Gulerods øjne rakte så den bare de fandens lave mælkebøtter, der stod og blinkede så overmåde indtagende til hinanden.
Men lave bøtter var de, strålede de så aldrig så herligt! Og iblandt dem diverse unyttige græsser og brændende nælder.
Da Kong Gulerod ligesom havde vænnet sig til denne tingenes tilstand resolverede den, at der nok ingen andre var så fin som han i miles omkreds, og så måtte han jo da nok, som lokalitetens overhoved, holde en lille tale til sine undersåtter. Og det gjorde han så:
»Mine damer og herrer! Ærede gæster, bøtter, græsser, nælder og andre former for almindeligheder! Det er mig en ære i dag at byde jeg velkommen i anledning af..... Øh...i anledning af....at jeg har haft lyst til at holde et gilde.
Tanken bag dette gilde var jo egentlig oprindeligt, at jeg kunne feste sammen med andre af min egen art. At jeg i dag ville møde andre, jeg tåler sammenligning med. Men da dette jo åbenbart ikke har kunnet lade sig gøre, så vil jeg da forsøge at hygge mig med jer jævne småkårs-væsener, der jo desværre, når det gælder finhed, jo hverken er det ene eller det andet.
Må det herunder være mig tilladt på det dybeste at beklage, hvis nogen af jer, af let forståelige grunde, ikke magter at se helt her op til mig. Men i det mindste håber jeg da at alle kan høre mig. I skal vide at jeg.....«
Og mens Kong Gulerod talte og talte, så blinke og blinkede de fandens små mælkebøtter til hinanden i eet væk. Og da vinden kom til, dansede de små kinddans, så det var et ganske dårende syn.
Da aftenen kom var bøtterne helt fortumlede af træthed oven på den dejlige dag i hinandens arme. Og de lukkede deres øjne - og sov.
Men Kong Gulerod var af en art, der ikke kunne lukke øjnene. Og derfor heller ikke sove. Hvorfor han talte sig videre ind i natten. Og mens de jævne småkårs-væsener ladede op til den kommende dag, ja så talte og talte Kong Gulerod - for ingen.
Ingen gik dog glip af noget.
For han sagde intet af betydning.
Men det er der i det hele taget ingen, der gør, som føler sig hævet over modsigelse.