Fortsæt til indhold
Indland

Her er Danmarks 16 udkantskommuner

Udkantsdanmark består af 16 kommuner. Se hvilke her.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har karakteriseret 16 kommuner som værende såkaldte udkantskommuner.

Det drejer sig om Thisted, Morsø, Lemvig, Struer, Vesthimmerland, Skive, Ringkøbing-Skjern, Varde, Tønder, Langeland, Ærø, Lolland, Norddjurs, Samsø, Læsø, Bornholm.

Ifølge den nye undersøgelse "Tilflyttere til yderområder", som er foretaget af Statens Byggeforskningsinstitut, bor 8 pct. af Danmarks befolkning i udkantskommunerne.

Mange ældre, få unge

En samlet karakteristik af befolkningen i yderområderne viser, at der er mange ældre og pensionister og færre unge og personer med højere uddannelse, mens beskæftigelsesgraden for husstandene svarer til landsgennemsnittet.

Der er færre unge og unge familier under 35 år sammenlignet med hele landet, men der er relativt flere børnefamilier med børn over 6 år.

Cirka hver fjerde husstand i yderområderne har børn.

Hver tredje har ingen uddannelse

Yderområderne er domineret af husstande, hvor personen med højest indkomst kun har en erhvervsuddannelse. Der er få, der har en videregående uddannelse, og andelen er noget mindre end på landsplan. Der er relativt flere, som slet ikke har nogen uddannelse (37 pct.).

I mere end 60 pct. af husstandene i yderområderne er der mindst én person, som er i beskæftigelse, og dette svarer til landsgennemsnittet. Yderområderne afviger især ved at have flere pensionister - både alders- og førtidspensionister.

Der er desuden lidt flere kontanthjælpsmodtagere, men disse udgør kun 4-5 pct. af husstandene.

Størstedelen bor i landdistrikter

Mere end 40 pct. af husstandene i yderområderne bor i landdistrikter, dvs. steder, hvor antallet af beboere i bymæssig bebyggelse er mindre end 200. For hele landet er det mindre end 20 pct.

Yderområderne har derfor en meget betydelig del af landbefolkningen.

10 pct. af husstandene i yderområderne bor i landsbyer med mellem 200 og 1.000 beboere. Desuden bor næsten 30 pct. i mindre byer op til 10.000 indbyggere.

Kun små 20 pct. bor i større byer med mere end 10.000 beboere, hvor det i hele landet er to ud af tre, som bor i sådanne eller mere urbaniserede områder.

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut