Fortsæt til indhold
Erhverv

Bankchef: Vi opfylder fortsat ikke solvensbehov

Selvom Østjydsk Bank med salget af DLR-aktier for 38 mio. kr. har øget sin solvens med 0,9 pct.point, så opfylder banken fortsat ikke sit individuelle solvensbehov. Bankens solvens var ved udgangen af første halvår 10,3 pct., hvilket var 2,6 pct.point under dens individuelle solvensbehov.

/ritzau/FINANS

Banken indsendte 10. juli en genopretningsplan til Finanstilsynet, der beskriver, hvordan den har tænkt sig igen at leve op til sit individuelle solvensbehov.

- Et af de elementer var at sælge sektoraktier. Det har vi gjort nu. Vi er i proces med at undersøge mulighederne for et salg af banken eller en rekapitalisering, siger administrerende direktør Max Hovedskiv til Ritzau Finans.

Før i tiden blev banker lukket af Finanstilsynet, når de ikke levede op til det individuelle solvensbehov. Men tilsynet har ændret praksis, så de banker, der lever op til lovens minimumskrav om en solvens på 8 pct., får lov til at køre videre, mens de forsøger at rette op.

- Vi har sagt i vores genopretningsplan, at vi ville sælge sektoraktier, når der var mulighed for det, og det har der været nu. Så undersøger vi de andre ting, og vi skal nok komme tilbage, når der er noget at komme tilbage med, siger Max Hovedskov.

Når banken ikke overholder sit individuelle solvensbehov, betyder det blandt andet, at banken ikke kan betale renter på sine efterstillede kapitalindskud. Finanstilsynet har ikke sat nogen tidsfrist for, hvornår Østjydsk Bank skal have gennemført sin genopretningsplan.

- Vi tager den tid, der skal til, for at gøre det ordentligt, siger Max Hovedskov.

DLR, der tidligere hed Dansk Landbrugs Realkreditfond, er ejet af en lang række banker i fællesskab. Men flere banker har ønsket at skille sig af med deres aktier i foretagendet for at øge deres kapitalmæssige polstring. DLR's bestyrelse har fredag meddelt, at den har godkendt, at 11 banker sælger deres DLR-aktier, mens 21 banker køber op.

Heriblandt har Sydbank og Jyske Bank oplyst, at de har købt op i DLR, mens Vestjysk Bank, Totalbanken og altså Østjydsk Bank er blandt de sælgende.