Fortsæt til indhold
Erhverv

Unge vilde med automatisk opsparing

Nordea har fået sig en positiv overraskelse med ny opsparingsform.

I virkeligheden var det lidt af en gimmick. En automatisk opsparing, hver gang man brugte penge.

Men den måde at spare op på har været så stor en succes for Nordea, at den fortsætter. For ikke mindst de unge kunder er glade for det, Nordea kalder "SparOp."

"Vi er godt tilfredse. Det er ikke her, der bliver sparet sindssygt mange penge op. På en eller anden måde får man sat fokus på opsparingen på en sjov måde. Det gode er, at man ikke opdager det lige med det samme," siger privatkundechef for Nordea, Ken Adrian, til epn.dk.

Automatisk opsparing

Princippet for kontoen er, at for hver gang man bruger penge på sit kort, overføres der automatisk et beløb til opsparing. Kunderne kan vælge mellem 5, 10, 20 eller 50 kr. Eneste krav er, at der er plus på kontoen. Man kan altså ikke spare op, hvis man trækker på sin kassekredit.

Ca. 35.000 kunder benytter sig i gennemsnit af opsparingsformen.

"Det varierer lidt on and off. Produktet var rettet mod alle vores kunder, men det er altså primært de unge, der er glade for opsparingsformen," siger Ken Adrian, der også noterer sig en vis overvægt af ældre kunder.

Foreløbig er Nordea den eneste danske bank, der benytter sig af den form for opsparing. En af forklaringerne kan være, at der ikke er nogen særlig stor indtjening på den type opsparing.