Fortsæt til indhold
Erhverv

Er det Danmarks grimmeste hjemmeside?

En badmintonklub har vundet titlen som Danmarks grimmeste hjemmeside.

Hvidovre Badminton Clubs hjemmeside er den grimmeste i landet.

Det er resultatet af en konkurrence, som webbureauet SpreadSite står bag.

Bestyrelsesformand i klubben, Henrik Frøling Pedersen, ved ikke, hvem der har nomineret hjemmesiden, men han er tror, at det måske var en spiller.

"Vi fandt ud af, at vi var med, da vi blev ringet op af firmaet. Jeg synes, det var meget morsomt - hvis man ikke skal vinde i sporten, kan man jo altid vinde prisen for den grimmeste hjemmeside," siger han.

Nyt design i præmie

Sammen med titlen har Hvidovre Badminton Club vundet en ny hjemmeside designet af SpreadSite.

Henrik Frøling Pedersen forbliver dog en smule skeptisk over præmien.

"Jeg fik det først at vide i går, så jeg venter på, at vi skal mødes med firmaet. Vi vil gerne se på, hvad de kan tilbyde," siger han.

Uskarpt, syntetisk og rodet

De tre finalister i konkurrencen blev fundet ved en Facebook-afstemning, hvorefter en jury kårede vinderen.

Et af jurymedlemmerne var Lisbeth Thorlacius, lektor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på RUC.

"På www.hbc-badminton.dk bliver vi mødt af et uskarpt billede af hallen og nogle fremtrædende syntetiske blå farver. Alle undersiderne er ekstremt rodede. Der savnes en strammere linje i layout, farvevalg samt i portrætterne, som stritter i alle retninger og er af meget dårlig kvalitet," udtaler hun i en pressemeddelelse fra SpreadSite.

Enkel og informativ

Selv har bestyrelsesformanden ingen konkrete planer for, hvordan designet på hjemmesiden skal ændres.

"Vores kerneområde er jo ikke at lave hjemmesider, og vi når også ud til vores medlemmer gennem andre medier - f.eks. klubbladet. Hvis du spørger mig, skal hjemmesiden helst være enkel og informativ," siger Henrik Frøling Pedersen.

Hvordan mener du, Hvidovre Badminton Club kan forskønne sin hjemmeside?

Har du bud på andre hjemmesider, som du synes er grimme?

Deltag i debatten her.