Sparekassen Djursland fik positivt resultat
Vi vil gerne låne flere penge ud, lyder det fra sparekassens direktør.
Efter et 2011, der bød på et sort underskud og et smæk over fingrene fra Finanstilsynet, ser det nu ud til, at Sparekassen Djursland er ved at få vendt skuden.
Sparekassen opnåede for 3. kvartal 2012 et positivt resultat før skat på 12,7 mio. kr. I samme periode sidste år var resultatet et minus på 10,6 mio. kr.
”Efter et svært 2011 med utilfredsstillende resultat – primært som følge af de dårligere konjunkturer, og Finanstilsynets nye nedskrivningsregler for landbrugskunder samt ejendomme, tillader vi os nu igen at se fremad med en forsigtig optimisme,” lyder det i en pressemeddelelse fra sparekassens direktør Peter Lading Sørensen.
"Lån penge af os"
Sparekassen Djursland er i øjeblikket udfordret af, at kunderne fortsat er meget tilbageholdende med at efterspørge lån.
Derfor kommer Peter Lading Sørensen i forbindelse med kvartalsregnskabet med en opfordring til kunderne: Lån penge af os.
”Vi siger yderst sjældent nej til et udlån og slet ikke, når formålet er godt. Jeg kan kun opfordre kunder, som er i tvivl om, hvorvidt vi vil sige ja til et spændende projekt – spørg os.”
Stort underskud
2011 endte for Sparekassen Djursland med et minus på 27 mio. kr. I 2011 var Finanstilsynet på besøg i sparekassen, og det endte ikke positivt for den lille sparekasse.
Tilsynet forlangte nemlig, at sparekassen lavede ekstra nedskrivninger på i alt 15-16 millioner kroner, fordi den jord, som sparekassens landbrugskunder ejede, ikke længere var så meget værd.
Selv efter de nye nedskrivninger konstaterede Finanstilsynet, at sparekassens økonomi lå i underkanten sammenlignet med andre pengeinstitutter.
Sparekassen Djursland optrådte tidligere på året i den dårlige ende på en listen udarbejdet af Niro Invest over de mest usikre pengeinstitutter i Danmark.