Illums 110 års historie slutter
Stormagasinet Illum, der nu snart lukker og slukker og afløses af et butikscenter, har i 110 år spillet en betydelig rolle i det københavnske bybillede og butiksliv.
Illums grundlægger var en ung jyde, Anton Carl Illum, der i 1891, efter en praktisk handelsuddannelse i Danmark og Hamburg og på tysk kredit, åbnede en lille butik for syting og såkaldte besætningsartikler i Østergade nr. 55 - lige over for Illums nuværende facade på Strøget.
Mange spåede en sådan specialforretning en hurtig død på grund af de allerede dengang høje huslejer, som strøgbutikker måtte betale. Men takket være sjældent god sans for kundeservice og et meget stort vareudvalg, gik den unge Illums forretning strygende, og syv år senere købte han ejendommen på den anden side af Strøget, Østergade 52, som han rev ned og erstattede med en nybygget bygning, hvor han indrettede stormagasin.
Protest mod udvidelse
Fortsat fremgang i salget gav Illum mulighed for også at opkøbe naboejendommen, en renæssancegård fra Christian den Fjerdes tid, og protesterne var mange og voldsomme, da han rev den fine, gamle gård ned for at udbygge og forlænge stormagasinets facade ud til Strøget. Endnu en udvidelse af Illum blev gennemført i 1929.
Den driftige Anton Carl Illum var en relativt moderne arbejdsgiver, der blandt andet indførte en pensionsordning for de ansatte, som siden blev kopieret af andre virksomheder. Og ved hans død forblev stormagasinet i familiens eje.
En ny aktivitet kom til i 1959, hvor Illum overtog en eksklusiv møbelforretning på Amagertorv, der fik navnet Illums Bolighus. Bolighuset blev dog afhændet igen i 1995 til Carlsberg og de øvrige virksomheder bag selskabet Royal Copenhagen.
Den helt store udvidelse af Illum foregik imidlertid sidste i 1960erne og i starten af 1970erne, da Illum blandt andet fik fordoblet sit salgsareal og et stort parkeringshus. Men den meget ambitiøse og dyre udbygning blev samtidig begyndelsen til enden på Illum-familiens epoke i spidsen for stormagasinet. I 1972 blev Illum overtaget af den engelske stormagasin-koncern House of Fraser, men Illum kom igen på danske hænder, da stormagasinet i 1988 blev købt af det dengang meget dynamiske makkerpar i dansk erhvervsliv, advokat Jens Jordan og entreprenør Kay Wilhelmsen.
Nye ejere i 1991
Tre år - og endnu en for dyr ombygning - senere blev Illum i 1991 overtaget af stormagasinets nuværende ejer, Th. Wessel & Vett, der også driver det andet store københavnske stormagasin, Magasin. Prisen for Illum var rundt regnet 300 millioner kroner, men bestod først og fremmest i overtagelse af gæld på ca. 200 mio. kr.
Wessel & Vett begrundede købet af Illum med, at København med kommende faste forbindelser over Storebælt og Øresund ville udvikle sig til et vigtigt knudepunkt i regionen. Men allerede dengang havde Illum problemer med indtjeningen og havde svært ved at forrente de store investeringer i moderniseringer og ombygninger, og Wessel & Vett har ikke formået at vende udviklingen trods flere nye strategiplaner. Derfor kom meddelelsen torsdag om, at det hæderkronede gamle stormagasin skal afvikles helt til fordel for et butikscenter.
/ritzau/