Fortsæt til indhold
Erhverv

Eccos grundlægger død

En af Danmarks markante erhvervsledere, skaberen af Ecco Sko A/S, Karl Toosbuy, er død efter nogen tids sygdom, oplyser selskabet. Han blev 76 år.

Karl Toosbuy etablerede sit livsværk, skofabrikken i Bredebro, for 41 år siden og udviklede den til en verdensomspændende virksomhed.

Forberedte generationsskifte

Så sent som i sidste uge kunne Jyllands-Posten fortælle, at den danske skokoncern forberedte et generationsskifte. Den tidligere finansdirektør Michael Tinghuus blev forfremmet til 2. viceadministrerende direktør med ansvar for Eccos drift. Stifteren Karl Toosbuy ville fortsætte som administrerende direktør, ligesom den hidtidige viceadministrerende direktør, Dieter Kasprazk, som er gift med stifterens datter, fortsatte på sin post.

»Dette skridt er en fornuftig udvikling i det planlagte glidende generationsskifte i Ecco. Jeg kan hjælpe de unge med at komme ind i den daglige ledelse og samtidig koncentrere mig om de områder, hvor der er behov for en særlig indsats,« sagde Karl Toosbuy i meddelelsen udsendt i onsdags.

Startskud til en succes

Karl Toosbuy kom til Bredebro i 1963 sammen med sin hustru, Birte, og deres femårige datter, Hanni. De havde solgt alt, hvad de ejede, for at starte en skofabrik - og det blev startskuddet til en succes både for familien og kommunen.

40 år senere blev stifteren af den nu verdensomspændende Ecco-koncern udnævnt til æresborger i Bredebro. I årenes løb havde Karl Toosbuy skabt en omsætning på over 3 mia. kr. og så mange lokale arbejdspladser, at det har afgørende betydning for kommunens økonomi.

Virksomheden bliver i familiens hænder. For syv år siden fik datteren Hanni Toosbuy Kasprzak overdraget koncernaktiverne og posten som arbejdende bestyrelsesformand. Posten skal hun fortsat bestride i tæt samarbejde med sin mand, adm. direktør Dieter Kasprzak, og Mikael Thinghuus.

JP/ritzau/