Fortsæt til indhold
Erhverv

Svindel med bilforsikring giver fængsel

Hårde straffe til både børn og forældre for forsikringssvindel.

Af BENNY SELANDER

Tusinder af forældre medvirker hvert år til, at en søn eller datter bliver forsikringssvindler i forbindelse med den unges første bilkøb. Det kan give fængselsstraf for både forældre og for den unge.

Men den værste konsekvens for den unge er, at han eller hun får et stempel i straffeattesten, som kan forhindre senere ansættelse i drømmejobbet.

Retten i Svendborg har netop givet forsikringsselskabet Topdanmark medhold i, at det er strafbart bedrageri, når forældre hjælper den unge førstegangsbilkøber til at få en besparelse på bilforsikringen på mange tusinde kr., ved at bilen proforma købes i forældrenes navn og dermed forsikres under forældrenes status som elitebilist.

Sagen i Svendborg drejer sig om en 21-årig mand, der lod en BMW indregistrere og forsikre i moderens navn.

Proformahandlen i moderens navn betød, at sønnen sparede en årlig forsikringspræmie på 35.000 kr. Så stor var forskellen nemlig på det beløb, moderen skulle betale, og det, sønnen ville være blevet takseret til som førstegangskøber.

I retten påstod den 21-årige, at han havde skrevet under på moderens vegne på bilkøbet på et tidspunkt, da hun var ude at rejse.

Han hævdede desuden, at han ikke havde tænkt nærmere over, at han derved fik en forsikring med en årlig besparelse i starten på 35.000 kr.

Hård straf

Den troede dommeren imidlertid ikke på og idømte ham seks måneders betinget fængsel.

Straffen blev så hård, da han også var tiltalt for andre former for kriminalitet, men ifølge politiet tilskrives de tre måneder af dommen forsikringssvindlen.

Vicedirektør i Topdanmark Frits Klingenberg er på branchens vegne godt tilfreds med dommen, som er den anden dom inden for kort tid, der fastslår, at forældres hjælpsomhed med hensyn til at skaffe de unge rabat på forsikringen ved at lade førstegangskøberens bil proforma indgå som familiebil nummer 2, er åbenlyst strafbar.

I den tidligere sag blev moderen til bilkøberen idømt tre måneders betinget fængsel, mens sønnen fik seks måneders fængsel, fordi forsikringsselskabet afslørede svindel med en anmeldelse af, at bilen var stjålet og forsvundet.

»Efter dommene er det nu helt klart, at både forældre og barn kan anmeldes for assurancesvig, hvis man på den måde forsøger at slippe billigere om ved forsikringspræmien. Det finder vi rimeligt, fordi modellen, som er meget udbredt, betyder, at forsikringsselskaberne mister en masse penge - som de ærlige kunder skal være med til at betale,« siger Frits Klingenberg.

Han regner med, at man vil se flere af den type sager, fordi forsikringsselskaberne med baggrund i dommene nu øjeblikkeligt vil anmelde den type svindel til politiet, når man konstaterer, at der er givet urigtige oplysninger om ejerforholdet.

Han tilføjer, at der ud over de nævnte konsekvenser kan blive tale om, at forsikringsselskabernes kaskoforsikringer ikke dækker skader på egen bil fuldt ud, når der konstateres svindel med ejerforholdet.

Lavere erstatning

Hvis den unge ved proformahandlen har sparet eksempelvis 80 pct. af den forsikringspræmie, han eller hun skulle have betalt, hvis køretøjet var registreret i det korrekte navn, vil kaskoforsikringen kun dække 20 pct. af skaden.

Hvis en bil til 100.000 kr. totalskades, betaler forsikringen altså kun 20.000. De resterende 80.000 kr. vil være en gæld, som den unge selv kommer til at betale til kreditor.

benny.selander@jp.dk