Fair Forsikring har brug for nye indskud
Underskud på mellem 60 og 70 mio. kr. i 2002.
Det hastigt voksende Fair Forsikring må efter al sandsynlighed inkassere et underskud i 2002 på mindst 60 mio. kr. Det vil sætte selskabets egenkapital under pres og kræve nye indskud fra blandt andet de norske ejere i Storebrand.
Efter konkursen i Plus Forsikring er der for alvor kommet fokus på andre hastigt voksende forsikringsselskaber, og her falder Fair Forsikring i øjnene efter at have øget præmieindtægterne fra 339.000 kr. i 1998 til 123,6 mio. kr. i 2001.
Voldsom vækst
Væksten er på mange måder mere voldsom end den vækst, der slog benene væk under Plus Forsikring. Men til forskel fra det fynske forsikringsselskab har Fair Forsikring en stor pengetank i ryggen, som hidtil har været villig til at spænde det nødvendige sikkerhedsnet ud under selskabet.
Siden 1998 har Fair Forsikring haft underskud på 270 mio. kr., og ifølge Storebrands regnskaber for det første halvår i 2002 har det danske eventyr i de første seks måneder kostet ejerne 48 mio. kr.
Direktør i Fair Forsikring, Peter Arbs, oplyser dog til Jyllands-Posten, at en del af de penge er havnet i moderselskabet Fair Irelands kasse. Han vurderer derfor, at det samlede underskud i 2002 løber op i mellem 60 og 70 mio. kr. Dermed når det samlede tab i Fair Forsikring op på 340 mio. kr. på fire år.
Selskabet, der udelukkende tegner skadesforsikringer og har omkring 50.000 kunder, er endnu et bevis på, at det er dyrt for udenlandske selskaber at etablere sig i Danmark.
Siden konkursen i Plus Forsikring har det unge selskab dog fået næsten 500 nye kunder forærende, og direktør Peter Arbs ser ikke noget problem i at pengene fortsat fosser ud af kassen.
Følger planen
»Vi har lagt en plan, der siger, at vi skal være i balance i 2004, og så længe vi holder os til den, er jeg sikker på, at vores ejere er tilfredse. Det kræver, at der fortsat skal komme indskud fra aktionærerne, men så sent som for en måned siden tilkendegav bestyrelsen, at det også er hensigten,« siger administrerende direktør Peter Arbs.
Han er bekymret for, at nedturen i Plus Forsikring får forsikringskunderne til at holde sig væk fra andre billige forsikringsselskaber.
»Jeg er bange for, at andre selskaber hetzer mod de billige selskaber, men der er altså især en god grund til, at vi kan sælge billigere forsikringer end de fleste. Nemlig at vi kun sælger forsikringer til private, hvor det er forholdsvis enkelt at kontrollere risikoen,« siger Peter Arbs.
Siden Storebrand og det amerikanske investeringsselskab Head & Company i 1998 etablerede Fair Forsikring, har selskabet været en torn i øjet på den etablerede forsikringsbranche, fordi direktør Peter Arbs blandt andet har støttet flere kontroversielle forslag om kortere opsigelsesfrister og større gennemsigtighed i policerne.
Tilfredshed
Af selskabets regnskab fremgår, at man er tilfreds med lobby-arbejdet og venter øget vækst.
Af samme regnskab fremgår det imidlertid også, at Fair Forsikring venter et væsentligt bedre resultat i 2002 sammenlignet med underskuddet på 97 mio. kr. i 2001.
Omvendt gør ejerne et stort nummer ud af at signalere, at man har fuld tillid til Peter Arbs og hans forretning. I marts skød de således 92 mio. kr. ind i selskabet, og derfor har Finanstilsynet heller ikke haft grund til at tvivle på, om firmaet er solvent og kan betale de skadesudgifter, der uundgåeligt må komme.
Fortsat brug for støtte
Spørgsmålet er blot, hvor længe Fair kan regne med støtte fra pengetanken.
»Fair følger den forretningsplan, som er vedtaget for selskabet. Og så længe det sker, er Storebrand parat til at skyde yderligere kapital ind, hvis det er nødvendigt,« siger bestyrelsesformand i Fair og direktør i Storebrand, Esben Klitzing.
»Fair er i en startsfase, omkostningerne er som ventet, og selskabet har en god udvikling på forsikringssiden,« slutter formanden.