Fortsæt til indhold
Erhverv

Hvert sjette nye hus er af træ

De seneste tre år er der opført omkring 7.500 en-families træhuse i Danmark - det svarer til mindst 15 pct. af samtlige nybyggerier af villaer.

Men der er plads til flere, vurderer ejendomsmæglerkæden Home.

"Der er ingen tvivl om, at træhuse er populære blandt køberne. Men det skal helst være nyere træhuse, for boligkøberne er ofte skeptiske over de første generationer træhuse, som der for øvrigt ikke er så mange af," forklarer kommunikationschef Niels H. Carstensen.

Prisen er afgørende

Prisen er naturligvis afgørende for det forholdsmæssigt store antal nyopførte træhuse.

I takt med, at byggebranchen har haft meget travlt de senere år, er byggeprisen steget – og det koster i dag mellem 10.000 og 20.000 kr. pr. kvm. at bygge hus i sten, mens den tilsvarende pris for et træhus typisk ligger mellem 6.000 og 15.000 kr. pr. kvm.

Den lavere opførelsespris smitter naturligvis også af på ”brugthus-prisen”, og alene derfor er træhuse attraktive for mange købere, vurderer Niels H. Carstensen.

Plus på indeklima og arkitektur

"Man får generelt flere kvm. for pengene, når man vælger træhus. Desuden har hustypen ry for at have et bedre indeklima. Og det er også noget, mange familier i dag har fået større fokus på - blandt andet fordi allergi er et voksende problem i vores samfund. Endelig tilbyder mange af træhusfabrikanterne nogle meget spændende arkitektoniske løsninger, som stadig flere nybyggere finder interessante, siger Homes kommunikationschef, der i øvrigt selv bor i et nyopført træhus.

Vil ikke bo som naboen

Træhuse byder ofte på skæve vinkler og taghældninger, minimalistiske tagløsninger uden udhæng og enorme vinduespartier, som inviterer naturen helt ind i boligen. Og det falder i danskerens smag, vurderer fremtidsforsker Anne-Marie Dahl fra Futuria, som i mange år har beskæftiget sig med danskernes bolig- og forbrugsvaner.

"Danskerne drømmer om et hus, som ikke ligner naboens. Derfor falder mange for den minimalistiske arkitektur med lige, ubrudte linjer og store, åbne glaspartier. Samtidig afspejler minimalismen enkelhed, som matcher drømmen om det simple og ukomplicerede liv."