Midt i priskrigen: Discountkæde sætter prisen op på varer
Mens varer, der indgår i Netto-kædens aktuelle prisoffensiv, fortsat er sat ned, viser nye data aktuelle prisstigninger på andre produkter. Ifølge Salling Group er prisændringer dog en helt normal del af hverdagen i dagligvarebranchen.
Få uger efter at discountkæden Netto annoncerede en investering på et trecifret millionbeløb i faste lavere priser på udvalgte varer - som led i den nye priskrig i dansk dagligvarehandel - er priserne steget på andre varer i samme butikker.
Det viser data fra analysevirksomheden Madprisluppen, der løbende overvåger prisudviklingen i danske dagligvarekæder.
Ifølge Lars Smidt, kommercielt ansvarlig for Madprisluppen, har Netto i løbet af juni gennemført prisstigninger på et bredt udvalg af varer - herunder krydderier, saucer, kaffe, færdigretter og konfekture.
»For de fleste varer ligger prisstigningerne på 5-10 pct., mens en del varer er steget med 10-15 pct.,« skriver han i et opslag på LinkedIn.
Ifølge Madprisluppen omfatter prisstigningerne ikke de 146 varer, som Netto i begyndelsen af maj sænkede prisen på som led i kædens prisoffensiv.
Udviklingen sker, mens dagligvarekæderne fortsat konkurrerer om kunderne med faste lave priser efter den priskrig, der blev udløst af Lidl Danmark først i maj. Da lancerede den tyske discountkæde permanente prisnedsættelser på mere end 200 varer som led i en offensiv for at styrke sin position på det danske marked.