Dansk bilfamilie sælger livsværket til briter
Fjerde generation i familien satte sig i formandsstolen under salgsprocessen, da formanden døde i slutfasen efter kort tids sygdom.
Det sjællandske bilfirma K.W. Bruun har solgt størstedelen af det familieejede selskab til den britiske bilkoncern Global Auto Holdings Limited.
Det fremgår af en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Bestyrelsesformand og tredje generation i familien, Anders Karl Bruun, nåede inden sin død for en uge siden at være med til at lande salgsprocessen.
»Ulykkeligvis sov min far stille ind fredag den 20. september. Trods den dybe sorg glæder det mig, at han nåede at opleve, at ejerskiftet blev en realitet. Det betød meget for ham. Gennem de sidste år har min far og jeg sammen med bestyrelsen og ledelsen afsøgt og afdækket mulighederne for fremtiden, og den proces resulterede i vores indledende samtaler med Global Auto Holdings,« siger Maria Bruun-Lander, datter til Anders Karl Bruun og fjerde generation i familien, i meddelelsen.
Hun bliver ny formand for bestyrelsen i K.W. Bruun & Co. A/S.
Salget omhandler bl.a. K.W. Bruun Import, der er den del af forretningen, der står for importen af blandt andet Peugeot, Fiat og Opel.
Med en ny ejer er ambitionen, at K.W. Bruun Import skal realisere en international ekspansionsstrategi.
»Godt købmandskab har altid ligget i familiens DNA, og vi har i tæt samarbejde med bestyrelse og ledelse de seneste år haft blikket rettet mod den hastige udvikling, som bilbranchen er inde i. Vi ser et konsoliderende marked præget af store investeringsbehov,« siger Maria Bruun-Lander.
Tanken med købet fra britisk side er at kombinere K.W. Bruun Imports stærke markedsposition og Global Auto Holdings internationale ekspertise.
»Vi ser frem til at udvide vores position i Norden og Europa, både organisk og via opkøb. Vi er glade for, at vi er den part, der skal videreføre virksomhedens mangeårige virke, og vi ser frem til en både nordisk og international vækstrejse,« lyder det fra Global Auto Holdings i meddelelsen.