Sådan sætter du en NAS op og deler filer
En NAS er en netværksbaseret harddisk, som gør det muligt for alle i hjemmet at få adgang til og dele filer.
Modsat harddiske – herunder også ssd-typerne – som sidder inde i en computer eller er tilsluttet en computer med et usb-kabel, er en NAS (Network Attached Storage) tilsluttet hjemmets netværk.
NAS’en tilsluttes den trådløse router – som regel med et netværkskabel. Herefter kan alle de computere, der har fået adgang til NAS’en (via kodeord eller invitation) tilgå de filer, der er på drevet.
Det er ganske smart, især når det drejer sig om fotos, film og musik. Men det giver også mulighed for at dele alle mulige andre filer og dokumenter.
Det kan lyde lidt kompliceret at få det til at virke, men at få en NAS-harddisk til at fungere på dit netværk er faktisk ikke svært. Vi viser dig her, hvordan du skal gøre trin-for-trin.
1. Hvilken NAS skal jeg vælge?
Markedet bugner af forskellige NAS-diske, og som med alt andet skal du tænke dig godt om før køb. Diskene fås fra 500 GB til adskillige TB (1.000 GB). Sørg for at få en disk, der er stor nok fra starten, så du kan lagre alt det, du vil. En NAS-disk på 1 TB kan indeholde op mod 1.400 film, eller 300.000 sange og billeder.
2. Tilslut og installer
Din NAS har et installationsprogram og en manual, der beskriver, hvordan du sætter strøm til og får den på dit netværk. Denne vejledning og programmet vil være forskellig fra model til model, men i hovedtræk fungerer de på samme måde. Som udgangspunkt skal de alle tilsluttes strøm og have et ethernetkabel mellem NAS og router.
3. Installer medfølgende program
Din NAS bliver leveret med en cd eller et link til software, der hjælper dig med at sætte den op, ligesom der ofte følger backupprogram med. Isæt cd’en, eller følg linket, og vent til startskærmen er klar. Følg derefter instruktionerne. På billedet her ser du installation for en Freecom NAS – de kan variere i udseende og vejledning alt efter mærke og model.
4. Konfigurer drevet
Så snart fildelingsprogrammet er installeret fra cd eller link, kan du sætte din NAS op, så du kan tilgå den direkte fra Windows. Det medfølgende program skulle gøre det let at lave et password, så det kun er dig, der kan lave ændringer i indstillingerne. Du kan tilgå indstillingerne direkte fra Windows ved at højreklikke på ikonet, hvis du synes, det er lettere.
5. Få adgang til drevet
Du kan nu få adgang til de filer, der ligger på din NAS direkte på din computer. Skriv ”Netværk” i ”Søg i alle programmer og filer” for at søge efter den nødvendige option og vælg derefter ”Netværk” fra søgeresultaterne. Din computer viser nemlig alle enheder og drev, som er tilsluttet netværket. NAS’en angives som regel med dens producentnavn.
6. Føj drevet til Windows
For at kunne bruge din NAS som enhver anden harddisk skal du i Stifinder vælge ”Computer”. Højreklik derefter, og vælg ”Tilknyt netværkssdrev” og vælg det drevbogstav det bruger (Z, D eller andet). Vælg dit NAS-drev, vælg eventuelt en mappe, og tryk ”OK” efterfulgt af ”Udfør” for at afslutte processen.
7. Brug NAS’en som drev
Hvis alt er gået, som det skal, dukker din NAS nu op som et ikon ved siden af de øvrige harddiske, dvd-drev osv. i mappen ”Computer”. Ønsker du at kopiere et dokument eller en mappe til drevet hurtigt, kan du blot dobbeltklikke på ikonet og vælge ”Send til” og dernæst vælge NAS-disken fra menuen, ganske som til en usb-disk.
8. Også til backup
Du kan få Windows til at lave backup af vigtige filer til dit NAS-drev – og det er en god idé, da filerne så er gemt på et lager uden for fra computeren. Rart, hvis denne skulle gå i stykker. Åbn Kontrolpalet og vælg ”Opret en sikkerhedskopi af computeren”, vælg ”Gem på et netværk” og vælg til sidst din NAS-disk.
9. Færdiggør din backup
Nu skulle det hele køre. Du kan følge kopieringen, efterhånden som den skrider frem. Forinden kan det dog være, du skal indtaste et brugernavn og en adgangskode, som du valgte, da du installerede NAS-drevet. Vælg den mappe, du vil gemme sikkerhedskopien i, tryk ”Opret en systemafbildning”, så går kopieringen i gang med det samme.
10. Automatisk backup
Du bør lave backup automatisk, og det kan du gøre med passende intervaller, så de filer, du bruger mest, bliver gemt og kan genetableres, hvis noget går galt. Fra vinduet ”Sikkerhedskopier og gendan dine filer” klikker du på på ”Skift indstillinger” under ”Tidsplan” for at vælge det tidspunkt, der passer bedst. Vælg et tidspunkt, hvor din computer er tændt.
11. Genskab dine filer
Det gode ved at have en backup af alle sine filer liggende på et NAS-drev er, at du har hurtig adgang til en kopi, hvis der skulle ske noget med din computer. Efter eksempelvis et virusangreb kan du genetablere alle filer på din pc ved at gå til ”Sikkerhedskopier og gendannelse” og vælge ”Gendan mine filer”, så snart du har fjernet virus fra computeren.
12. Tilføj filer til deling
Du kan vælge at dele filer og mapper mellem forskellige computere på dit netværk. Det er ret let, når du har en NAS. Du skal blot kopiere de filer, du vil dele gennem drevet, og så kan de tilgås af alle, der er på netværket. Du kan gøre dette ved at højre-klikke på filerne (som i trin 7) eller ved at trække filerne hen til mappen i drevet. Det kan næsten ikke være lettere.
13. Afspil direkte fra NAS’en
Hvis du vil gemme dine musiknumre og videoer på NAS-disken, kan du få Windows Media Player til at afspille dem direkte fra drevet. Du skal blot tilføje dem først. Det gør du ved at åbne Windows Media Player og klikke på Organiser > Administrer biblioteker > Musik > Tilføj. Find nu dit NAS-drev med musikken eller videoerne og tryk ”Medtag mappe”.
14. Nyd det nye lager
Tillykke – du har nu fulgt alle trin i vejledningen, og du har et velfungerende NAS-drev, både på din computer og dit netværk. Nu kan du dele filer, spille musik og få adgang til det hele overalt i boligen. Og sidst, men ikke mindst, har du sørget for, at dine vigtige data altid ligger på din NAS som en kopi, hvis katastrofen skulle indtræffe.