Ni gode råd: Det skal du gøre i hus og have før stormen
Læs her, hvad du skal sørge for at tjekke og ordne, inden stormen kommer.
Er der varslet storm, bør du give både din grund og din bolig et grundigt gennemsyn.
1. Stil løse ting i læ. Sæt grill, haveredskaber, havemøbler, tomme regnvandstønder, fritstående fuglefoderhuse og andre løse ting ind i skuret eller et andet sikkert sted. Rul markiser ind.
2. Gør trampolinen stormsikker. Skil trampolinen ad og stil den ind i skuret eller kælderen. Hvis du lader trampolinen stå udenfor, er der risiko for, at den flyver, men følgende ting kan mindske risikoen for det. Brug et stormsikringssæt, hvor du skruer 4 kraftige spiralkroge ned i jorden og fastgør trampolinen med medfølgende nylonbånd.. Undgå også en flyvende trampolin ved at stille den i læ, fjerne trampolindugen, vende trampolinen om og lægge noget tungt ovenpå den, eller læg noget tungt over dens ben.
LÆS OGSÅ: Storm: Sådan undgår du skader med trampolinen
3. Gør dit hegn sikkert. En storm kan blæse et løst hegn, stakit eller plankeværk omkuld. Skru 2 skråstivere – store brædder eller lignende - fast i stolperne, placér dem skråt fra stolpen og bank dem ned mod jorden. Spænd eller søm selve hegnet bedre fast eller afmontér evt. det, der ikke sidder ordentligt fast. Senere bør du gøre hegnet stormsikkert ved fx at udskifte stolper med råd.
LÆS OGSÅ: Plankeværk
4. Luk samtlige døre og vinduer helt til – også i skuret. Stormen kan let få åbne vinduer til at smække voldsomt eller ’fange’ vinden. Det kan smadre dem og forårsage skader på andre bygningsdele.
5. Tjek taget. Tjek, at antenne, parabol, vindskeder, sternbrædder og tagsten sidder ordentligt fast. Kan du ikke efterse taget indvendigt, så kig på taget og se, om alle sten eller plader ligger på linje. Er det ikke tilfældet, er de ’skæve’ plader eller sten sikkert gået løs og skal skiftes eller gøres fast. Det kan en tømrer eller en murer hjælpe dig med.
LÆS OGSÅ: Tjek, om dit hus er stormsikkert
6. Fjern grene og træer. Gennemgå træer nær boligen og fjern grene, der kan gøre skade, hvis de knækker. Fæld evt. enkelte træer, hvis de står ret op ad huset - især, hvis der er råddenskab at spore i stammen.
7. Flyt bilen, så den står langt fra større træer. Stil den heller ikke tæt på huset, hvor tagsten kan falde ned og forårsage store skader.
8. Pas på vand. Kontrollér, at alle nedløbsrør sidder ordentlig fast. Fjern blade og skidt fra tagrender og nedløbsbrønde, så evt. ekstra nedbør kan komme væk fra huset. Hav en presenning og et par spande klar, så du kan dække af og mindske skaden inde i loftrummet, hvis stormen skulle rive hul i taget.
LÆS OGSÅ: Sådan tjekker du, om husets tag er utæt
9. Hav afspærringsbånd, store spande med sand eller andre redskaber klar, så du kan lave en sikker afspærring, hvis du før eller under stormen bliver nødt til at advare forbipasserende om risikoen for nedfaldne tagsten.
Bliv varslet om stormen
Med Husets VejrAlarm kan du få besked direkte på mobilen, når der er storm eller skybrud på vej mod din bolig, dit sommerhus eller et andet sted, du ønsker vejrvarsler for.
App’en er gratis og fås både til iPhone og Android. Den er udviklet af Forsikringsoplysningen, og rummer udover data fra DMI og Forsikringsvejret.dk også gode råd til, hvordan du forebygger stormskader og oversvømmelse – samt viden om, hvordan forsikringen dækker, hvis skaden er sket.
Find Husets VejrAlarm i App Store
Find Husets VejrAlarm i Google Play
LÆS OGSÅ: Ny gratis app: Førstehjælp til dit hus