Fortsæt til indhold
Bolig

Hvordan slipper du af med padderokker?

Stress! Se her, hvordan du bedst stresser padderokkerne i din have.

Rikke Berg Fieschi, bolius.dk

Padderokken sætter grå hår i hovedet på mange haveejere.

Den lille urtidsplante, der for 400 millioner år siden udviklede sig fra havplante til landplante, har meget lange rødder – faktisk kan de gå 50 cm eller dybere ned i jorden. Padderokkernes rødder knækker nemt ligesom toppen, og er næsten umulige at hive op.

Der findes kun ét effektivt middel i bekæmpelse af padderokker. Og det er at stresse dem.

LÆS OGSÅ: Sådan slipper du af med skvalderkål

Padderokker i bedene

I bedene skal du stresse padderokkerne ved at grave dem op hele tiden – det kan dog vare længe, inden de giver op.

Du skal ikke bruge en spade, den skærer bare rødderne i små stykker. Paderokkens rødder er lange, stikker dybt og knækker let. Brug en greb, grav mange gange og grav dybt for at få så mange rødder med som muligt.

Små rødder glemt i jorden breder sig hurtigt til nye store planter. Vil padderokkerne ikke give op i et bed, kan du løse det ved at lave et højbed. Husk at lægge ukrudtsdug i bunden af højbedet.

SE TEMA OM UKRUDT

Padderokker mellem fliserne

Du kan forhindre padderokker mellem fliserne ved at fylde fugerne med fugesand.

Har du en gasbrænder, kan du også stresse planterne ved at brænde dem. Vær dog forsigtig i tørre perioder, så du ikke starter en ildebrand.

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper du ukrudt mellem fliser og i belægninger

Padderokker mellem granitskærver og perlesten

Har du områder med granitskærver, perlesten eller lignende, kan du stoppe padderokkerne ved at lægge plastik under belægningen. Det dræner dem for energi, men det kan godt tage mange måneder, før de er udryddet.

Der vil normalt komme nogle få op på trods – løft op i plastikken og fjern dem.

Padderokker i græsset

I græsset stresser du padderokkerne ved jævnligt at slå dem ned med græsslåmaskinen.

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper du ukrudt i haven