Fortsæt til indhold
Politik

Radikale drillede Løkke med højden

»En fin lille statsminister,« lød beskrivelsen. Man skal ikke drille, siger Venstre.

Lars Løkke Rasmussen vil blive en »fin lille statsminister« uden mod og magt til reformer.

Sådan lød det fra De Radikales gruppeformand Sofie Carsten Nielsen under dagens afslutningsdebat i Folketinget.

En debat, der traditionelt varer 12-15 timer og ofte ender i lange interne drillerier og ordlege om året, der er gået.

Årets debat er ingen undtagelse, og i de første timer i salen har især Lars Løkke Rasmussens betegnelse af vækstplanen som en »fin lille aftale« ført til mange Christiansborg-drillerier.

Må ikke drille

Sofie Carsten Nielsen sagde således, at den »fine lille« vækstpakke var betydeligt større end dét, som Lars Løkke Rasmussen som statsminister ville kunne samle flertal til.

»Hvis flertallet skulle skifte efter næste valg, så kan man tilsvarende frygte for, at Danmark får en fin lille statsminister - uden mod og parlamentarisk opbakning til at gennemføre den ambitiøse reformkurs,« sagde Sofie Carsten Nielsen.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen sagde - med et smil - at den slags betegnelser var ufin.

»Det er ikke pænt at drille folk - slet ikke statsministerkandidater - med deres højde. Og slet ikke pænt, når man er så høj og flot som den radikale ordfører, der er på talerstolen i dag. Det havde vi måske ventet fra Enhedslisten, men slet ikke fra Det Radikale Venstre,« sagde Karsten Lauritzen, hvilket fik Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til at udbryde: »Hvaaad!«.

Ikke stor og grim

Heller ikke hos Dansk Folkeparti er der opbakning til at tale om Løkkes højde.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl kaldte det en »mærkelig karakteristik«.

»Jeg ved ikke, om det, ordføreren dermed mener, er, at den nuværende statsminister er stor og grim. Så vil jeg bare markere, at jeg er uenig. Dét synes jeg faktisk ikke, at vores nuværende statsminister er,« sagde Kristian Thulesen Dahl.

Ifølge P1-programmet Detektor er det som udgangspunkt en fordel at være høj. Også i politik.

Eksperter bemærker dog, at de tre stemmeslugere ved det seneste valg - Lars Løkke Rasmussen, Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Kjærsgaard - alle er »under gennemsnitshøjden for deres respektive køn«.

Tidligere på dage kritiserede også Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen med ord som »mopset« og »pinlig«.