Elefantjægeren

Cameroun

Han er blevet beskudt af banditter med automatrifler, han har kæmpet med malaria, og han har skudt elefanter på klos hold. Men det er ikke de farefulde eventyr, som har fået Børge Ladefoged til at bruge størstedelen af sit liv i Cameroun.

»Det er dette her,« hvisker Børge og lader sin pegefinger løbe langs horisonten.

»Jeg elsker Afrikas utæmmede natur. Du ved aldrig, hvad dagen bringer hernede. Dette her er mit lille kongerige,« siger Børge Ladefoged.

Han sidder på en klippeformation og skuer ud over den frodige savanne, der ligger svøbt i et sølvgråt slør tre hundrede meter under ham.

Børge Ladefogeds ”kongerige” ligger i det nordlige Cameroun og strækker sig så langt øjet rækker.

På savannen råder han over jagtretten på 210.000 hektarer. Og i den uvejsomme regnskov i det sydlige Cameroun på grænsen til Congo har han et tilsvarende distrikt. Et område på størrelse med fødeøen Fyn.

Ved siden af Børge Ladefoged sidder hans stifinder Sally med elefantriflen slynget over skulderen.

»For en uge siden sporede vi en flok på 150 elefanter lige derovre,« siger han og nikker over mod et nøgent stenbjerg, der skutter ryg på savannen.

To stifindere fulgte elefanternes spor, mens Børge Ladefoged og hans kunder, to velhavende trofæjægere, nedlagde to elefanttyre på femten meters afstand.

»Det er et ufatteligt syn, at se elefanter på nært hold. Mange har stærke følelser for elefanten som dyr og kan ikke forstå, hvordan vi kan finde på at skyde dem. De kender ikke vores virkelighed her. Der har aldrig været flere elefanter i Cameroun end i dag, og hvis ikke vi drev den regulerende jagt, som giver store indtægter til lokalbefolkningen og til naturbeskyttelse, ville elefanterne blive udryddet af krybskytteri. Det kan lyde paradoksalt, men det er den eneste måde, at elefanterne kan overleve på,« lyder Børge Ladefogeds forsvar for hans profession. Et forsvar han ofte holder for udenforstående.

Afrika uden filter

Hans virkelighed udspiller sig i et autentisk Afrika uden indhegninger omkring dyrene. Her er ingen turister med kameraer. Og så er det et af de sidste steder i verden, hvor elefanterne og løverne stadig færdes frit.

Børge Ladefogeds historie handler om en mand, som er konstant draget af Afrikas røde jord, men samtidig ikke kan slippe sit tag i Danmark. Den ene halvdel af året jager han på savannen eller i sit enorme område i regnskoven. Den anden halvdel af året er han hjemme hos sin kone Inge i landsbyen Kværndrup på Fyn.

Den 58-årige fynbo med det vejrbidte ansigt gik allerede som lille dreng på jagt med sin far og drømte om at blive skytte. Men som 12-årig smuldrede drømmen, da hans far døde.

I stedet gik han i lære som værktøjsmager. Og som nyuddannet fik han for 27 år siden job i det danske firma Krüger, som byggede vandværker i det blomstrende postkoloniale Cameroun i Vestafrika, der i modsætning til mange af de andre tidligere europæiske kolonier har været forskånet for blodige borgerkrige. I ni år rejste Børge Ladefoged rundt med sin kone Inge og sine to små piger og byggede vandværker.

»Efter ni år med jagt som hobby hernede, tog jeg springet og blev professionel jæger. Jeg måtte simpelt hen se, om jeg kunne leve af det,« husker han.

Så han lejede et område af staten og rejste ud i ødemarken i det nordlige Cameroun og gik i gang med at opbygge en lejr i bushen.

Han begyndte at sælge jagter til europæiske og amerikanske jægere med en drøm om at nedlægge store trofæer.

Det viste sig at være en god idé. I løbet af årene er Børge Ladefogeds jagtsafari-selskab vokset støt.

Kunderne strømmer til fra hele verden for at nedlægge sjældne antiloper som Giant Eland-, Roand- og Bongo-antilopen. Og ikke mindst det ultimative trofæ, elefanten. Hvert år giver miljøministeriet i Cameroun Børge Ladefoged licens til at nedlægge fire-fem elefanter - alt efter hvor meget myndighederne vurderer, bestanden kan tåle.

»Mine kunder er samlere, og folk som ikke har noget imod at betale en mindre formue for den oprindelige form for safari,« fortæller han.

Ud over selve jagtsafarien betaler klienterne en trofæafgift, som går direkte til den lokale landsby.

Samtidig arbejder 29 af landsbyens beboere for Børge Ladefogeds firma, som stifindere, kokke, chauffører og håndværkere.

»Du er nødt til at være hård og vise lederskab over for de sorte ansatte. Hvis du er blød, løber de om hjørner med dig. Det er ikke det samme, som at du ikke skal behandle dem ordentligt. Jeg betaler dobbelt så meget, som de kan tjene andre steder, og jeg er altid retfærdig. Men jeg finder mig ikke i nogen julelege.«

Kampen mod krybskytterne

Solen har brændt morgendisen af, og udkigsturen efter elefanter er slut. Børge Ladefogeds cremefarvede Toyota Landcruiser bumler hen ad grussporet mod lejren.

Foran de stråtækte hytter står stifinderen Hamadou fra Igbo-stammen med et alvorligt udtryk i ansigtet og en primitiv snare i hånden.

»Fandens også. Det er længe siden, at jeg har haft krybskytter,« bander Børge Ladefoged.

Noget af det første, som han gjorde, da han overtog jagtområdet, var at hyre egnens værste krybskytter som stifindere.

»De kendte bushen, og på den måde fik vi bugt med det værste krybskytteri. Når vi skyder et dyr, dør det øjeblikkeligt. Men i snarerne lider dyrene i dagevis, når de sidder fast i snaren og ikke kan få vand. Det er frygteligt at se på.«

Når Børge Ladefoged og hans stifindere fanger en krybskytte, lyder myndighedernes straf på tre års fængsel.

»I fængslet får de ingen mad, så hvis deres familie ikke kommer med mad, ser det rigtig sort ud for dem. Det kan lyde som en hård straf, men det er det eneste, som virker hernede.«

Da klokken slår 12, sætter han sig for bordenden i lejrens spisehytte, ringer på en klokke, og straks kommer kokken ind med dagens frokost: rugbrød, smør og elefantsnabel.

Den lange ru trompet er blevet stegt og serveres som pålæg - med huller i midten.

»Jeg så friske spor efter en hanløve i morges, men vi så ham ikke,« beretter Børge Ladefogeds 23-årige datter Charlotte Ladefoged og sætter sig ved bordet.

Kærlighed i bushen

For et år siden forlod hun sit liv i Danmark og rejste til Cameroun for at uddanne sig til professionel jæger ligesom sin far.

»Jeg er uddannet tjener, men drømmen om at blive professionel jæger har rumsteret i maven på mig, siden jeg boede hernede som barn. Og jeg kunne ikke forestille mig at blive gammel uden at have forsøgt at gå efter min drøm,« siger Charlotte Ladefoged.

Det tager to år i mesterlære, før hun kan få sin licens som professionel jæger.

»Og hvis hun ikke var god nok, skriver jeg ikke under på licensen, selv om hun er min datter. Det er livsfarligt at jage hernede, og hvis du ikke er dygtig nok …« siger Børge Ladefoged og holder en kunstpause:

»Men heldigvis har Charlotte vist sig utrolig god til at finde dyrene, og hun bevarer roen under pres. Hun mangler stadig lidt erfaring i at bedømme trofæerne. Men hun er aggressiv og har et godt gåpåmod.«

Charlotte Ladefoged er fuldt ud bevidst om, at livet i Afrika ikke kun byder på eventyr, men også afsavn.

»Vi er væk et halvt år ad gangen, og det er svært at holde kontakt med vennerne derhjemme. Du kommer til at leve lidt mellem to verdener. Jeg er nok lidt af en drengepige. Jeg kan godt lide make-up og pænt tøj, men kun en gang imellem. Hernede sker der noget nyt og uforudsigeligt hver dag.«

Og noget uforudsigeligt er netop, hvad der skete for Charlotte sidste efterår. Hun fandt nemlig ikke kun sit kald i storvildtsjagten, hun fandt også kærligheden.

De sidste fem år har Børge Ladefoged haft en ung mand, Kim Beck Hansen, ansat i firmaet. Kim Beck Hansen gik ud af skolen efter 9. klasse og flyttede hjemmefra som 15-årig efter en hård opvækst.

Efter et par år som jagtelev i Skotland, rejste han til Cameroun for at arbejde for Børge Ladefoged. Det blev begyndelsen på et stærkt venskab, og efter to år i mesterlære er Kim i dag uddannet professionel jæger.

»I de første år hernede levede jeg, som om at hver dag var min sidste. Jeg blev angrebet af en elefant i regnskoven, og jeg blev beskudt af krybskytter. Og så har jeg døjet med slemme malariaanfald. Jeg havde nok ikke rigtig noget mål i livet. Men nu har jeg jo fået en grund til at passe bedre på mig selv,« siger Kim Beck Hansen og lægger armen omkring Charlotte Ladefoged.

»Vi var vel faktisk ikke hinandens typer. Men det udviklede sig, og nu kan jeg ikke forestille mig en tilværelse uden Kim,« fortæller Charlotte Ladefoged.

Da den blodrøde eftermiddagssol har skruet lidt ned for blusset, begiver Kim Beck Hansen og Charlotte Ladefoged sig ud i bushen med deres kunde, en europæisk trofæjæger, som allerede har nedlagt sin elefant og nu ønsker at skyde en kæmpepyton.

Sammen med to stifindere lister jægerne rundt langs en række vandhuller, hvor de op til fem meter lange slanger ynder at gemme sig. Ved det fjerde hul er der bid.

En brunspættet kæmpepyton flygter ind i sin hule under et væltet træ ved vandkanten. Kim Beck Hansen kravler ind under træet med hovedet først og forsøger at skræmme kæmpepytonen ud med en pind, mens trofæjægeren lader riflen.

Pludselig er slangens hoved synligt, og skuddet brager. Pytonen dør øjeblikkeligt, men den 3,28 meter lange krop snor sig stadig om sig selv på grund af nerverne.

Charlotte Ladefoged betragter slangen.

»De er ikke farlige for mennesker, men der er nu alligevel noget frygtindgydende ved pytonslangen. Jeg er selvfølgelig klar over, at jagten hernede kan være livsfarlig. Vi kører til regnskoven i nat, og der mangler jeg stadig at se, hvordan jeg reagerer, når vi skyder elefanter på tæt hold. Det er ekstremt farligt, og jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå.«

Træt af Afrika

Da mørket lægger sig som et tæppe over bushen, begynder Charlotte Ladefoged og Kim Beck Hansen at pakke deres firehjulstrækker.

Sæsonen på savannen er slut, og de to unge jægere sætter kursen mod regnskoven, en køretur på tre dage på hullede jordveje.

Børge Ladefoged smider en riffelkuffert ind i sin datter og svigersøns bil.

»Jeg skal være ærlig at sige, at det passer rigtig godt ind i mit kram, at Kim og Charlotte er blevet kærester. Afrika er jo gået i blodet på dem begge, og på længere sigt håber jeg, at de gradvist kan overtage firmaet.«

Han skal ikke selv med til regnskovens eventyr denne gang, men rejser hjem til Danmark for være sammen med sin kone.

»Man kan ikke bo hernede hele året i det lange løb. Så brænder man ud. Både fysisk og familiemæssigt. Når sæsonen er slut, har jeg simpelt hen fået nok, og så kan jeg ikke vente med at komme hjem til Danmark. Men når så vinteren begynder at banke på igen, får jeg lysten til Afrika tilbage,« fortæller Børge Ladefoged og trykker næve med sin elev og svigersøn. Charlotte læsser den sidste riffel, giver sin far et knus og springer om bord.

»Pas godt på jer selv, kør forsigtigt,« råber Børge Ladefoged, da bilen med de to unge jægere brummende forsvinder ud i mørket.