Det er Guds vilje

Uddel

På en tidlig onsdag aften i Uddel cykler kvinder forbi med nederdelen flagrende efter sig. Men man ser ikke et eneste sæt pigeben i shorts.

»Vi tror på, at kvinder ikke skal gå i mandetøj. Vi går aldrig i bukser, og vi klipper heller ikke vores hår kort,« forklarer Liesbet van de Kolk-Honcoop, som sidder uden for sit hus og drikker aftenkaffe med sin mand Jan og deres ældste datter, Gysbertine.

Vi befinder os i centrum af det, der kaldes det hollandske bibelbælte. Det strækker sig fra Zeeland i sydvest i en skrå linje mod Overijssel i nord. Her er de fleste af landets mellem 250.000 og 300.000 reformerte protestanter samlet, for størstedelens vedkommende i små, lukkede landsbysamfund. Familien van de Kolk-Honcoop hører med til det strengt religiøse mindretal, som finder retningen for deres liv i de hellige skrifter.

»Vi lever efter Biblens ord,« siger Gysbertine van de Kolk-Honcoop, som er 19 år.

»Vi tror, han har en mening med vores liv, og at vi skal leve som gode kristne. Vi er afhængige af hans nåde for at blive frelst,« forklarer hun.

Gysbertine ligner en teenager, som teenagere er flest. Det lange hår er bundet skødesløst op med et spraglet tørklæde, og den lyserøde polo-shirt sidder stramt på de rigtige steder. Men når andre unge går på diskotek lørdag aften, går hun til bibelmøde med reformerte på sin egen alder. Og når den gennemsnitlige hollandske teenager holder hviledagen hellig ved at sove den ud til langt op ad dagen, går Gysbertine og hendes familie i kirke to gange hver søndag. De går derhen, for bilkørsel hører sig ikke hjemme på sabbatten. De arbejder ikke i haven eller vasker bilen. De besøger ikke venner eller får ryddet op i bunkerne. De læser i biblen og hviler.

Fjernsyn er bandlyst i det lille hjem. Har en reformeret familie fjernsyn, kan præsten nægte dem at gå til alters.

»Vi hører nogle gange radio i bilen,« siger Gysbertine og indrømmer, at hun har set tv før - og at hun og hendes venner nogle gange ser dvd-film.

»Men mine forældre kan ikke lide det,« siger hun.

Hvis man spørger hende, hvordan det er at leve uden de ting, der normalt optager en teenager, trækker hun på skuldrene og siger:

»Jeg er vant til det. Vi kan ikke lide sådan noget her,« siger hun.

De frigjortes paradis

Det øvrige Hollands liberale indstilling til stoffer, homoseksuelle ægteskaber og aktiv dødshjælp rammer lige ned i kernen på alt det, som de reformerte protestanter ikke kan acceptere, forklarer Chris Janse, der er religionssociolog og chefredaktør for Reformatorisch Dagblad gennem 30 år. En avis, som er det vigtigste organ for de reformerte protestanter i Holland. Han hører selv til dem og ved, hvad det indebærer at være stærkt religiøs i et land, som er kendt som de frigjortes paradis.

»I vore skoler, i kirkerne og i hjemmene prøver vi at forklare børnene, at vi ikke kan leve, som resten af verden lever,« siger Chris Janse.

»Det, man ser i tv, er én lang hyldest til utroskab, mord og kriminalitet. Alle de ting, som Gud har forbudt, er repræsenteret der,« siger han.

Og det gælder ikke bare Big Brother og Hollywood-sladder, også store sportsstævner anses for at være tabu, både fordi det som oftest foregår om søndagen, og på grund af de store følelsesudbrud, der følger hånd i hånd med sejrsrusen.

»Der hører en begejstring til ved sportsbegivenheder, som vi ikke kan acceptere,« siger Chris Janse.

Han indrømmer, at det er svært at undgå at bliver konfronteret med det, når der hænger flag fra balkoner, og mange byer bliver klædt i orange, som det skete i forbindelse med sommerens fodbold-VM. Og at det bare er én af de fronter, hvor de reformere menigheder er under konstant pres fra den øvrige verden.

»Selvfølgelig bliver vi påvirket af det omliggende samfund, men det styrker os bare i vores holdning til, at det ikke er godt, det, som foregår der,« siger Janse.

Mere isoleret

På nogle punkter er der ved at ske en opblødning. Selv om der principielt stadig er modstand fra kirken mod ting som vaccination, blodtransfusion, prævention og forsikring, fordi det ses som menneskets forsøg på at blande sig i Guds vilje, bliver det stadig mere udbredt også blandt de reformerte.

»Men samtidig har samfundet også bevæget sig og er blevet endnu mere verdsligt. Derfor er afgrunden mellem resten af landet og os generelt øget og ikke formindsket. Vi føler os mere isoleret i samfundet i dag, end vores bedsteforældre gjorde, fordi verden er blevet mere sekulariseret,« siger chefredaktøren.

»Resultatet er, at folk vælger at afsondre sig. I dag er man meget mere fri til at vælge, hvor man vil bo og arbejde, så derfor koncentrerer folk sig i højere grad i visse områder, end de gjorde før. Og på de steder er der en hel infrastruktur på plads, så man kan holde sig for sig selv,« siger Janse.

Der findes reformerte skoler, ungdomsgrupper, plejehjem og fagforeninger, som tager specielle hensyn til det liv, de lever. Desuden tager reformerte arbejdsgivere helst kun ansatte ind, der deler deres overbevisning, ligesom de også foretrækker en chef, der kan forstå, hvorfor det ikke er muligt for dem at tage en vagt om søndagen.

I skolerne må pigerne ikke gå i bukser, der må ikke vises film, og Darwins oprindelseslære bliver kun nødtvungent berørt.

»Vi skal informere børnene om, at der findes sådanne teorier, men det er det,« forklarer Janse, der påpeger, at der også er problemer med Hollands svar på kulturkanonen, fordi en del af litteraturens klassikere er for spegede, ligesom de reformerte ikke accepterer, at børnene skal læse drama.

I Uddel er der to skoler, hvor af den ene er en kristen privatskole, mens den anden er en reformert skole. Gysbertine og hendes fem søskende har gået der.

Bud og forbud

I den lille by stemmer 62,5 pct. af indbyggerne på det reformerte parti SGP. Under slagordet "Principiel og praktisk" kæmper de for traditionelle kristne mærkesager som abortforbud, ulovliggørelse af prostitution og pornografi. De vil også gerne have genindført dødsstraffen.

»Forskellen fra andre partier med rod i kristendommen er, at vi også bygger på Biblens første fire bud,« forklarer Gerrit Holdijk, der er SGP's eneste medlem af det hollandske parlaments overhus og for nylig er flyttet tilbage til sit barndomshjem i Uddel efter at have tilbragt mere end 30 år væk fra smørhullet.

SGP's base i de fire første bud gør blandt andet, at han sammen med de to medlemmer af underhuset lobbyer for, at der ikke må arbejdes om søndagen. Og at en stor del af Hollands SGP-dominerede byråd har gennemført bandeforbud, hvilket gør det "ulovligt" at tage herrens navn forfængeligt, selv om der ikke kan falde nogen straf på synderen, fordi det ville være i strid med både grundloven og ytringsfriheden.

Det betyder også, at de kæmper imod at lade andre religioner få fodfæste i Holland, for »du må ikke have andre guder end mig.«

»Jeg afviser ideen om et multikulturelt samfund. Det er lige så fjernt som tanken om en firkantet cirkel,« siger Gerrit Holdijk.

Partiet har ellers haft en tradition for at forsvare religiøse mindretals ret til at leve, som de ville, fordi de reformerte også selv vil have muligheden for at bøje reglerne for, hvad der er normal opførsel for den gennemsnitlige hollænder. Desuden har de reformerte en mængde værdier til fælles med rettroende muslimer. Men i den senere tid har SGP lagt voldsomt afstand til landets en million store muslimske befolkning

»Selv om Holland ikke er et bibelsk samfund, så har det bibelske rødder. Det giver yderligere problemer, når vi ikke alene har haft en sekularisering af samfundet igennem de sidste 50 år, men samtidig skal indlemme en kultur, som har andre rødder end den jødisk-kristne,« siger Gerrit Holdijk.

Frygt for splittet samfund

»Jeg mener, at nye trosretninger har samme ret til at have deres egne skoler, kirker og organisationer. Men de store forskelle mellem to kulturer må ikke lede til et splittet samfund. Der skal være en fælles base for hele samfundet, ellers forsvinder det. Efter min mening er det umuligt at bygge et samfund på to, tre eller fire forskellige kulturer,« siger Holdijk.

Det er et af de budskaber, partiet går til valg på, når Holland skal til urnerne til november. Et spændende valg for SGP, der er under pres fra flere sider.

Det er kun en måned siden, at kvinder fik lov til at melde sig ind i partiet, efter at SGP mistede sine offentlige tilskud tidligere på året, fordi en domstol afgjorde, at man ikke kunne støtte et parti, som så åbenlyst diskriminerede mod halvdelen af befolkningen. Men kvinderne har stadig ikke ret til at stille op til valg eller bestride politiske poster, fordi flertallet af de reformerte mener, at det er mod Guds ord. En holdning, som også er stærk blandt kvinderne, der accepterer, at politik hører til i den mandlige sfære.

Netop holdningen til kvinder marginaliserer SGP yderligere i forhold til det almindelige politiske felt, fordi de bliver set som tosserne med det forvredne kvindesyn.

»I parlamentet har de ikke nogen respekt for det. De forstår det ikke,« siger Gerrit Holdijk.

Den garvede politiker ved godt, at han ikke har en vinderdagsorden, og at han og partiet aldrig vil få stor politisk indflydelse.

»Det er ikke vores mål, at alle vores mærkesager kommer igennem. Vi vil altid respektere det demokratiske styre, og der er ikke flertal for det, vi står for. Der er en stor forskel mellem vores personlige livsstil og den måde, resten af samfundet lever på, og den respekterer vi,« siger han, men lægger ikke skjul på, at han mener, SGP har fat i den lange ende, selv om deres synspunkter ikke er velsete.

»Hvad der er godt for os, er godt for alle. Gud har givet os en plads i denne tid, i dette land og dette samfund. Det er en umulig position i mange menneskers øjne, men det er en stilling, som vil vare ved til tidernes ende,« siger Gerrit Holdijk.

rikke.albrechtsen@jp.dk