Fortsæt til indhold
Livsstil

TV-vært har lært at acceptere sin krop

Tv-vært Stephanie Surrugue ville gerne være mere tilfreds med sin krop, men fokuserer på at fremhæve sine gode sider.

Lene Kjældgaard, ALT for damerne

Stephanie Surrugue, tv-vært på ’Kulturen’ på TV 2 News, har det i dag bedre med sig selv, end hun nogensinde før har haft, fortæller hun i et interview med ALT for damerne.

- Da jeg var yngre, var jeg meget opmærksom på, at jeg havde kvindelige former, og det syntes jeg egentlig ikke var særlig nemt. Jeg ville gerne være spinkel og lyshåret som alle andre, og syntes, det var irriterende, at drengene kiggede. Jeg har lært at kunne lide min krop, og det, jeg ikke kan lide, kan jeg faktisk meget godt lide alligevel, men det har taget nogle år at komme dertil!

Dårlig samvittighed

Ikke desto mindre ville Stephanie Surrugue gerne være mere tilfreds med sin krop, men det afgørende er, at den dårlige samvittighed, hun kan føle, ikke fylder ret meget.

- Det er ikke den, der styrer forholdet til min krop, men selvfølgelig er den der indimellem, og selvfølgelig ved jeg godt, jeg burde dyrke motion hver anden dag – og det gør jeg ikke, siger hun.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Bliv slank – sådan undgår du fristelserne

For Stephanie Surrugue må træningen nemlig indordne sig efter hendes travle program.

- Motion for mig afhænger meget af mine andre rytmer, og når jeg har alt for travlt, er det motionen, der ryger. Og det er dødirriterende, for jeg ved godt, det er den, der også er med til at give mig noget luft. Jeg har tidligere svømmet meget, dyrket lidt yoga og fået lavet et personligt træningsprogram, og jeg skal i gang igen, for det giver altså noget energi. Jeg når mere på en dag, når jeg træner, end når jeg ikke træner.

Kosten

Når det gælder kosten, holder hun sig til gengæld i hverdagen fra kartofler, pasta, ris, mælkeprodukter og brød, selvom hun beskriver sig selv som ”et kæmpe madøre”. Tallet på vægten spiller dog ingen rolle.

- Jeg ejer ikke en vægt og er egentlig ligeglad med, hvad jeg vejer, for jeg kan se og mærke på min krop og mit tøj, om jeg trænger til at dyrke noget motion. Og det kan jeg for eksempel se i spejlet, at jeg trænger til nu.

Kun en gang har hun forsøgt sig med en slankekur.

- Jeg har været på en slankekur for 15 år siden, hvor jeg tabte 10 kilo, men jeg kunne ikke finde på det igen, for det var egentlig en trist oplevelse at spise noget, der ikke smagte mig. Slankekure er grundlæggende ikke rigtig noget for mig, for jeg har ikke så meget disciplin. Og så elsker jeg god mad. Derfor er jeg glad for, jeg lavede den kostomlægning, jeg lever efter nu, for det fungerer for mig, uden jeg behøver at være på kur.

Læs også på ALTfordamerne.dk: 2 måneder uden sukker – se resultatet