Fortsæt til indhold
Håndbold

Toft Hansen-mor vælger Skive-kamp

Håndboldbrødrenes mor fløj hjem efter semifinalen. Nu skal hun se datteren spille.

Når brødrene René og Henrik Toft Hansen i morgen skal spille EM-finale i Serbien, mod Serbien, ser deres mor med hjemme fra stuen i Roslev i Salling.

Hun var ellers nede og se semifinalen sammen med sin søster og to yngste børn, Jeanette og Allan på hhv. 11 og 15 år.

Men de tog alle hjem, da de ikke kunne få billetter til finalen.

”Jeg har godt nok lige fået en sms fra René om, at vi måske alligevel kan få billetter. Men jeg har det nu nok bedst med at se kampen hjemme på skærmen, det er jo nogle barske fyre,” siger Britta Toft Hansen, som har hele to sønner med på herrelandsholdet i håndbold.

Fem Toft Hansen-børn

Episoden med Zarko Sesum og det skadede øje har virket afskrækkende på hende, men Britta Toft Hansen bliver hjemme i Roslev, fordi ”nu har hun jo været dernede”. Og så kan hun i øvrigt nå at se datteren Majbritt Toft Hansen spille en ynglingekamp i Skive Hallerne. Forældrene til de fem håndboldspillende Toft Hansen-børn har altid haft booket weekenderne op med at se børnenes kampe.

Semifinalen var lige lovlig spændende – men sådan er det jo næsten altid, konstaterer den erfarne håndbold-mor.

For en uge siden troede hun slet ikke på, at sønnerne ville komme til at stå i finalen.

”Det så jo ikke for godt ud til at begynde med. De havde skruet forventninger op, men kunne ikke rigtig leve op til det alligevel. Heldigvis er det da gået den rigtige vej.”

En drengedrøm for brødrene

Britta Toft Hansen håber – som resten af Danmark – på en sejr til danskerne i morgen. Men hun tror, det bliver en svær kamp med de mange serbiske tilskuere, og hun håber ikke, at dommerne lader sig påvirke af dem.

”Det bliver helt vildt for René og Henrik, hvis de vinder. Det er jo det, de har drømt om altid. Og René er også så glad for, at lillebror er med på holdet, så de kan opleve det sammen. Det er fantastisk for dem.”

Hvis det bliver guld til de danske herrer, så kan de to meter høje håndboldbrødre regne med at se både forældre, bedsteforældre og søskende i Kastrup Lufthavn mandag.

Britta Toft Hansen tror, at sønnerne også vil blive glade for en sølvmedalje efter den måde turneringen er forløbet på.

”Men man spiller jo altid for at vinde.”

LÆS OGSÅ: Selv læbestifter blev konfiskeret