Forskere vil løse gåde om næsehorn
Hvordan kan et af verdens tungeste landdyr bære så meget vægt på så små fødder, spørger eksperter.
Et hold forskere fra Royal Veterinary College (RVC) i London er ved at løse et mysterium, som længe har plaget næsehornseksperter.
Næsehorn er blandt verdens tungeste landdyr. De letteste, Sumatranæsehorn, vejer lige knap et ton, mens de tungeste, de hvide næsehorn, vejer over to ton.
Men næsehornets fødder stemmer ifølge forskere ikke overens med den vægt, de skal bære.
På linje med spørgsmålet om, hvordan de tunge humlebier kan flyve med så små vinger, vil de britiske forskere finde ud af, hvordan næsehorn kan løfte så tungt et læs med så små fødder.
Det skriver BBC.
Mange gåtur
Forskerne har udstyret en kort og smal bane med sensorer, som næsehornene i Colchester Zoo går hen over.
Ideen er at få dyrene til at træde direkte på vægtsensorerne, så forskerne på den måde kan få indblik i, hvor på foden næsehornet placerer vægten.
Det bliver til mange ture for næsehornene, som helst skal træde midt på hver af sensorerne.
"Vægtpuderne måler, hvor meget kraft der er per enhed i det område, hvor næsehornene placerer deres fødder," siger professor John Hutchinson fra (RVC).
Kan gavne flere områder
Når forskerne er interesseret i næsehornenes fødder, så skyldes det blandt andet, at den viden kan kommer flere forskellige brancher til gavn.
Dyr i fangenskab har ofte problemer med deres fødder. Produktionsdyr får trimmet deres klove eller hove for at mindske presset, og her kan viden om, hvor det største tryk er, hjælpe.
"Jo mere vi ved om, hvordan deres fødder fungerer, jo mere kan vi hjælpe dem," siger John Hutchinson.
Forsøgene med næsehornene kan dog også komme andre brancher til gavn:
"Ved at forstå hvordan næsehorns fødder fungerer, kan vi drage en masse inspiration og lære, hvordan vi skal bygge enheder, som kan klare store belastninger og flytte dem rundt."
Næsehornets fødder
Næsehorn har tre tæer på hver fod, og indtil videre er konklusionen, at vægten primært bliver placeret midt på foden.
Til sammenligning har elefanter fem tæer samt en ekstra såkaldt falsk tå. Elefanter lægger deres vægt på det yderste af foden.
De sorte næsehorn kan nå en hastighed på 45-50 km/t og er blandt verdens farligste dyr.
Horn fra næsehorn bliver solgt for omkring 370.000 kr. per kg, og mange næsehorn er derfor truet af krybskytter.
LÆS OGSÅ: Næsehorn er dyrere end guld