Mysteriet om den forsvundne bamse
I 1903 sank et skib med mus, mænd og 3.000 tøjbamser - eller gjorde det nu også det?
Har du et eller andet sted en ikke særlig venligt udseende mørk tøjbamse fremstillet i 1903 på syersken Margarete Steiff lille virksomhed i byen Giengin i Tyskland?
Hvis det er tilfældet, da råder du over et voldsomt efterspurgt og derfor ekstremt kostbart samlerobjekt.
SE VIDEO: En af de første tøjbamser fra Steiff
Men det er desværre meget lidt sandsynligt, idet 3.000 eksemplarer af, hvad der - formentlig - er verdens første tøjbamse, forsvandt sporløst i 1903.
Legenden vil vide, at de 3.000 tøjbamser var ombord på et skib, der forliste på vej til USA, men noget uigendriveligt bevis på dette eksisterer ikke.
Faktum er, at de 3.000 bamser blev lavet, solgt og pakket i kasser adresseret en forhandler i USA.
Forhistorien
Forhistorien er denne:
I 1880 manglede syersken Margarete Steiff en gave til sin nevø, og hun fik det indfald at sy en tøjelefant. Hun anvendte blødt filt og gaven til nevøen gav efterspørgsel på tøjdyret.
Så meget, at hun ved siden af sin produktion af kjoler, begyndte at lave tøjelefanter til børn. I slutningen af 1800-tallet foreslog hendes nevø - Richard Steiff - at hun begyndte at lave tøjbamser. Hun var med på ideen, og nevøen gik aktivt ind i produktionen.
Indtil da bestod børns legetøj primært af hårde ting lavet i træ, metal og porcelæn.
55 PB
Den allerførste tøjbamse fremstillet i Giengin fik betegnelsen 55 PB. Tallet refererede til dens højde. P'et betød plush mens B'et stod for beweglich.
Richard Steiff præsenterede for første gang bjørnen på legetøjsmessen i Leipzig i 1903, men interessen var stort set ikke eksisterende.
Ikke før den amerikanske opkøber Hermann Berg dukkede op på standen.
Har var sendt til Tyskland af legetøjsforretningen Borgfeldt i New York med krav om at vende tilbage med noget nyt og anderledes.
Købte 3.000 bamser
Han faldt for den tyske tøjbamse og købte på stedet 3.000.
Ordren var så stor, at der måtte startes en hel ny produktion op - og det blev der.
Diverse optegnelser fra den tid viser, at ordren virkelig blev afgivet, at bamserne blev syet, at de blev pakket og med skib sendt til USA.
Af optegnelserne fremgår desværre ikke navnet på skibet eller rederiet.
Er sporløst forsvundet
Men herefter forsvinder de 3.000 bamser tilsyneladende fra jordens overflade - hvad der er sket med dem, det ved ingen med sikkerhed.
Da man i 1953 markerede 50-året for tøjbamsen dukkede historien op om skibsforliset - og den fortælles stadig på Steiff-museet i Geingin.
Mange eksperter betvivler historien og hælder mest til den anskuelse, at de 3.000 bamser nåede frem til New York, solgt og siden ganske enkelt er slidt op og smidt væk.
Men det efterlader spørgsmålet om, hvorfor ikke bare nogle få har overlevet.
Og det findes der intet svar på.
Bamser i høj kurs
At spørgsmålet om de 3.000 bamser sporløse forsvinden er så interessant, skyldes at gamle tøjbamser er en yderst populært samlerobjekt, og de første handles for enorme summer i verdens auktionshuse.
Siden er Steiff-bamsen blevet verdensberømt og den fremstilles stadig.
Men er 55 PB nu også verdens første tøjbamse fremstillet til børn?
I engelsktalende lande - og nogle gange også under vore himmelstrøg - betegnes tøjbamsen ofte som en Teddy-bjørn.
Teddy-bjørnen
Legetøjsmageren Morris Michtum fremstillede allerede i 1902 en tøjbamse, som han udstillede i sit vindue. Han kaldte bamsen for Teddy, og det blev hurtigt i USA massebetegnelsen for tøjbamsen.
Bamsen opkaldte han efter den amerikanske præsident Teddy Roosevelt.
Præsidenten blev under en jagt i 1902 i Mississppi opfordret til at skyde en bjørn, der var bundet. Dette nægtede præsidenten og episoden blev siden skildret i en satirisk tegning i Washington Post.
Og det var denne tegning, der inspirerede den amerikanske legetøjsmager i 1902.
Patenterede i 1903
Richard Steiff patenterede først sin tøjbamse i 1903, men der findes beviser på, at han i slutningen af 1902 sendte en prøve på sin bamse til USA - og dette inden den amerikanske Teddy-bjørn blev udstillet.
Manuela Fustig fra Steiff-museet er blandt dem, der mener at de 3.000 tøjbamser simpelthen blev slidt op, men hun har ikke helt opgivet håbet om, at der en dag dukker et eksemplar op.
"Når jeg har gæster, så beder jeg dem altid gennemsøge deres hjem for at se, om de har en sært udseende bjørn i mørk farve og så sende mig et billede af den," siger hun til BBC og tilføjer:
"Hvis en PB 55 findes, så vil den hævet over enhver tvivl smadre alle eksisterende salgs-rekorder."
1,5 mio. kr. for en bamse
Indtil den ægte vare dukker op betaler samlere gladelig over 3.000 kr. for en kopi.
Prisrekorden for en af de første Steiff-bamser er på 1,5 mio. kr.
Dukker der en PB 55 op, så vil den kunne sælges for et langt højere beløb.
Dette fremgår også af nyligt udsendt BBC-dokumentar om mysteriet om de forsvundne tøjbamser.