Fortsæt til indhold
Politik

Julie Rademacher genopstiller ikke

Livet handler ikke kun om Folketinget, lyder det fra Socialdemokraternes unge ligestillingsordfører.

Ritzau

Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, genopstiller ikke til Folketinget.

- Det har været en utrolig svær beslutning at træffe.

- Jeg har i ni år arbejdet på, at vi i Danmark skulle have en ny socialdemokratisk regering, og nu hvor det ser ud til at ske, slipper jeg tøjlerne for at flytte hjem til Grønland, hvor jeg dog vil fortsætte det politiske arbejde i søsterpartiet Siumut.

Det siger Julie Rademacher, der som kun 23 årig blev valgt i 2007.

- Jeg er stadig ung, og når jeg føder en lille dreng til efteråret, så ved jeg, at det ikke kun er Folketinget, livet handler om. Derfor handler det ikke kun om, hvor jeg er i dag og i morgen, men hvor vi er om to til tre år.

Drømme om Grønland

- Jeg har altid drømt om at komme hjem til Grønland igen, og dette må realiseres, før skolealderen kalder, siger Julie Rademacher.

Julie Rademacher er valgt i Kolding, som nu skal ud og finde en ny folketingskandidat.

Lokalformanden i Kolding, Simon Hempel-Jørgensen, kalder det en "spændende udfordring" nu, hvor man i løbet af kort tid skal finde hendes afløser inden folketingsvalget. Det skal komme senest til november.

- Julie Rademacher har med sin målrettethed og forståelse for moderne kommunikationsformer gjort indtryk på foreningen i Kolding. Vi vil komme til at savne Julie, siger Simon Hempel-Jørgensen.