Fortsæt til indhold
Kultur

Næseløs kvinde blev årets pressefoto

Motivet af kvinden med afskåren næse kåret som verdens bedste

JP/KPN

Årets vinder af den prestigefyldte World Press Photo Contest blev den kvindelige sydafrikanske fortograf Jodi Bieber.

Jodi Bieber fik prisen for billedet af den afghanske kvinde Bibi Aisha, hvis mand skar næsen af hende, efter hun var flygtet fra sit voldelige ægteskab.

Billedet vakte opsigt og skabte opmærksomhed om vilkårene for Afghanistans kvinder, da det var på forsiden af Time Magazine i august.

Talibans straf

Den 18-årige Bibi Aisha fra Afghanistans Oruzgan-provins var flygtet fra et voldeligt ægteskab tilbage til sin egen familie.

En nat blev hun opsøgt af Taliban, der på stedet idømte hende en straf. Hun blev herefter holdt nede af sin svoger, mens hendes mand skar næsen og begge hendes ører af.

Udstødt

Herefter blev Bibi Aisha udstødt fra lokalsamfundet men fik hjælp af det amerikanske militær og en hjælpeorganisation.

Efter et ophold i en flygtningelejr i Kabul kom hun til USA, hvor hun fik terapi og plastikkirugi, der skulle genskabe hendes ansigt. Bibi Aisha lever i dag i USA.

Ottende pris til Bieber

Jodi Bieber har tidligere vundet otte priser i World Press Photo. Hun er blot den anden sydafrikanske fotograf, der vinder prisen i hovedkonkurrencen.

Jurymedlemmet Ruth Eichhorn sagde at billedet sender en stærk besked til verden om, at en stor del af verdens kvinder stadig lever under miserable forhold og udsættes for vold. Billedet er stærkt, fortsatte hun, fordi kvinden ser så værdig ud på det ikoniske portræt.

Verden rundt

Organisationen World Press Photo blev grundlagt i 1955 og er en hollandsk organisation med hovedsæde i Amsterdam.

World Press Photo prisen bliver uddelt i 10 kategorier, der bl.a. tæller portrætter, sports- og nyhedsbilleder, og bliver overrakt på Amsterdams Rådhus.

Efter prisceremonien turnéer vinderbillederne verden rundt på en omrejsende udstilling. Traditionen tro besøger udstillingen efter alt at dømme også Danmark, hvor den sidste år kunne opleves i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen.

SE OGSÅ: Fotoserie med årets vinderbilleder her

HØR OGSÅ: Her bliver vinderen ringet op med besked om, at hun har vundet