Dyr champagne sælger igen
Efter salgsnedgang er det ifølge champagnehusene atter tid at hæve glasset.
Det er ikke kun nytårsaften, at proppen skydes af champagneflaskerne. Også de første 364 dage af 2010 oplevede de franske champagnehuse en stigende efterspørgsel på de dyreste champagnemærker.
Efter en finansiel krise, hvor det mest velhavende champagnepublikum har fundet færre anledninger til at nyde de dyre dråber, kan producenterne nu igen sælge flasker til 750 kr. og opefter.
Som helhed er champagnesalget dalende, men tendensen er tilsyneladende ikke enslydende i begge ender af prisskalaen, skriver Bloomberg.
Fremgang hos dyre mærker
"Markedet er ved at blive polariseret," siger Andrew Hawes, formand for det britiske Champagne Agent's Association, til Bloomberg.
"Vi ser en opsplitning af markedet, og den tendens vil fortsætte."
Verdens største champagnehus, LVMH, som bl.a. står bag mærkerne Möet & Chandon og "Den Gule Enke", oplevede en salgsfremgang på 22. pct. i de første ni måneder af 2010. Også spiritusselskabet Pernod Ricard melder om stigende tørst efter dyr champagne.
Champagne bandlyst under krisen
Ifølge researchfirmaet International Wine and Spirit Record vil salget af de dyreste champagner stige med 1,8 pct. frem mod 2015. I 2009 faldt salget af alle mærker med 0,9 pct. ifølge Euromonitor.
Den finansielle krise gjorde det nærmest socialt uacceptabelt at skåle i champagne i erhvervskredse, hvor champagnepublikummet ellers er stort, mener Andrew Hawes. Men nu vender drikken tilbage.
"Hvis du ville drikke en dyr luksuschampagne tilbage i 2008, var du næsten nødt til at gøre det hjemme i dit eget haveskur," siger Andrew Hawes til Bloomberg.
LÆS OGSÅ: Danskerne køber billigere vin