Fortsæt til indhold
guide.dk

Så let tjekkes dækmønstret

FDM: 1,6 mm er lovligt. Men ude i virkeligheden er det slet ikke nok, sommer eller vinter.

For tiden er det en udfordring for bilisterne overhovedet at blive på vejbanen. Og gode vinterdæk med en anstændig mønsterdybde spiller en afgørende rolle. Og hvordan er det nu lige det er, det der med mønsterdybden?

Jo, loven siger ganske vist, at et mønster med en dybde på 1,6 mm er lovligt. Men ude i virkeligheden er det slet ikke nok, uanset om det er sommer eller vinter. Alle med forstand på den slags, herunder FDM anbefaler tre mm.

Prøv med en 20'er

Som det ser ud lige nu, er det stort set umuligt at opdrive vinterdæk, og skulle det endelig lykkes, kan man godt forvente lang ventetid for at få dækkene skiftet. Selv med vinterdæk er der dog mange bilister, der er utrygge ved, om deres dæk kan klare vintervejrets strabadser. Man de kan dog på ret enkel vis kontrollere, om de dæk de har på bilen, er vinterklar:

»Ja, også vi anbefaler, at man ikke kører i sne med et mønster på under 3 mm. Det er heldigvis ret nemt at tjekke, om ens dæk har tilstrækkelig mønsterdybde. Man kan tage en ganske almindelig 20’er, og stikke ned i mønsteret. Er teksten ”Margrethe II – Danmarks Dronning” dækket, er dækmønsteret minimum 3 mm dybt,« siger adm. direktør for Applus+ Bilsyn, Arne Willerslev-Legrand.