Hedder det et eller en hamster?
Danskerne begår flere sprogfejl end nogensinde. Det skyldes, at vi kommunikerer som aldrig før.
Ikke mindst på skrift, hvor elektroniske fænomener som chat, blogs og sms'er har gjort stort set alle til aktive skribenter.
Men al denne skrivelyst risikerer at undergrave alle gældende sprogregler, og derfor går regeringen nu til modangreb.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Gang i sproget
I morgen indledes den toårige sprogkampagne "Gang i sproget", som Kulturministeriet står bag, og som Dansk Sprognævn, Dansklærerforeningen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har ansvaret for at føre ud i livet.
"Tidligere blev det offentlige skriftsprog især udbredt af undervisere, journalister og skribenter, som var uddannet til det. I dag er det alle, som ytrer sig på skrift, og det giver et mere flimrende skriftbillede, eftersom det ikke er alle, der har lige stort kendskab til sprogregler og sproghistorie," siger Sabine Kirchmeier-Andersen, direktør i Dansk Sprognævn.
Sprogligt kaos
"Hvis den udvikling fortsætter, ender vi i sprogligt kaos. Ikke i morgen, men med tiden. Derfor forsøger vi at få flere til at tage medansvar for sproget, at være bevidste om, hvor ordene kommer fra, og at være både glade for og stolte af det danske sprog," tilføjer hun.
Sprogkampagnen består af en række initiativer, som giver danskerne adgang til sproglig indsigt. Dels vil der blive produceret en dokumentarserie til DR TV, som fortæller historien om det danske sprogs udvikling.
Folkeskoler og gymnasier kan få besøg af eksperter under overskriften "Hyr en sproghaj". Der vil blive udarbejdet en teknisk løsning, så alle mobiltelefon-brugere via telefonen gratis kan slå ord op i Retskrivningsordbogen.
Hjemmeside
Og på hjemmesiden www.gangisproget.dk kan alle danskere lære om sprog og teste deres "sprogalder".
"Målet er, at unge skal blive mere bevidste om traditionen, men ældre skal også lære at tolerere, at sprog er i forandring. Når for eksempel alle unge siger "et hamster", mens jeg og andre i min alder siger "en hamster", må vi overveje, hvor stort et problem vi anser det dyrs kønsskifte for," siger Sabine Kirchmeier-Andersen.
Livlig debat
Ifølge direktøren er sprogkampagnens succeskriterium, at sproget vil være til mere livlig debat, når de to år er gået:
"Vi kan ikke måle, om folk er blevet gladere for sproget. Men vi kan håbe, at flere vil have et mere åbent sprogsyn og desuden være bedre rustet til at bruge sproget godt."